S_Holbergtidens_København

I 1660’erne blev der desuden foretaget store opfyldninger i K alve­ boderne, et sumpet, lavtliggende område, der strakte sig fra Løn­ gangsstræde til havneløbet. Herved opstod et andet nyt bykvarter, Frederiksholm , hvis bebyggelse dog kun skred langsomt frem. I 1670 udgravedes Nyhavn, og om råde t nord for den nye kanal opfyldtes og reguleredes. M an havde planer om at bygge et nyt kvarter her, men dette blev ikke realiseret. Dog opførtes slottet Sophie Amalienborg herude 1667-73, men efter at det var ned- brænd t allerede i 1689, blev der ikke bygget igen. Den sydlige del a f det store areal henlå derefter i lang tid som park, mens den no rd ­ lige brugtes som eksercerplads. H er byggedes siden Frederiks- staden, der anlagdes i anledning a f den oldenborgske kongeslægts 300-års regeringsjubilæum i 1749. Ø sterpo rt stod oprindelig for enden a f Østergade, men allerede i 1640’rne blev den flyttet ud til Rigensgade, og den endte efter endnu en flytning i 1708 på sin endelige plads ved den yderste ende a f Store Kongensgade. Efter at den var flyttet fra det senere Kongens Nytorv, henlå dette om råde som et ufremkommeligt bakkelandskab, og københavnerviddet var ikke længe om at døbe det Hallandsås. I 1670’erne tog man fat på at planere og regulere pladsen, og i løbet a f en halv snes år opførtes her en række a f byens største og arkitektonisk set mest værdifulde palæer: Charlo ttenborg 1672-83, Niels Juels eller Thotts Palæ 1683-86, Ahlefeldts Palæ, senere Hotel d ’Angleterre, 1683—89 og Bjelkes Palæ på Magasin du Nords grund 1687. M id t på pladsen opstilledes i 1688 Lam ou reux ’s ry tterstatue a f Christian den 5., som blev omgivet af et haveanlæg med en krans a f træer, Krinsen. På den anden side a f havneløbet blev Christianshavn, som Christian den 4. var begyndt at anlægge i 1618, udvidet ved op­ fyldninger, især mod nord. H an havde givet den nye by købstads­ status med eget bystyre, men dette ændredes i 1674, da den blev indlemmet i København. Christianshavns volde og vandfyldte

grave blev inda rbe jdet i hovedstadens øvrige forsvarsanlæg, og byen nærmede sig dermed idealet, cirklen. På samtidige kort over byen røber gadenettet tydeligt de for­ skellige kvarterers alder, et forhold, som selv flere århundreders angreb på bykernen endnu ikke h a r formået at udviske. N år man går i den indre bys gader, fornemmer man stadig, at de krumme, smalle gader i G amm el-København mellem Gothersgade, Nørre­ voldgade, Vestervoldgade og havnen er selvgroede, mens de lige, brede gader med rektangulære, regelmæssige karréer i de nyere kvarterer viser, at de er an lag t efter en overordnet plan. Mange af de nu forsvundne gader i den gamle by var så smalle og krumme, at de knap var farbare for en enkelt vogn, og de åbne rendestene h indrede i hvert fald, hvis de da forefandtes, at to vogne kunne passere h inanden. Bebyggelsen var overordentlig tæt, og da de fleste huse var bygget a f bindingsværk, var det ikke usædvanligt, at bybrande fortærede hele kvarterer. Gothersgade, der i begyndelsen kaldtes Ny Kongensgade, d an ­ ner grænsen mellem Gammel- og Ny-København. Den blev anlagt i 1660’erne, efter at den gamle Østervold var blevet sløjfet, og den var i lang tid byens længste gade. Her kunne man fra den ene ende se mere end en halv kilometer lige ud til Nyhavns Hoved, noget man i den gamle by ellers kun kunne gøre i de to voldgader langs Nørre- og Vestervold. I resten a f den gamle by standsedes blikket a f gadernes krumning eller a f tværgadernes bebyggelse. Ville man ellers se lange, brede gader, m åtte man til Ny-København eller over Knippelsbro til Christianshavn. Skulle man ind eller ud a f byen, m åtte man passere igennem en a f de fire byporte. Af forsvarshensyn var vejen ind til hver a f byportene drejet i en skarp vinkel, så man kunne beskyde en fjende i flanken. Desuden m åtte man over to broer for at nå frem til selve porten. Terrænet uden for voldene henlå som et fredeligt, landligt område, fordi man for at have frit skud fra

13