S_Holbergtidens_København

2-3 fag. U nd e r mange a f husene var der også kælder. Tavlene mellem bindingsværkets tømmer var udm u re t med mursten, de såkaldte Flensborgsten, som var b rag t hertil fra H ertugdømm erne, og murene var malet i stærke farver. V induerne havde ramm er, der var opdelt i m indre felter a f træsprosser, da vinduesglas i større formater var dyrere. Mod gaden var ruderne a f hv idt glas, mens man ind mod gården brug te billigere, urene glassorter. For kælder­ vinduerne var der som regel udvendige træskodder, mens man i stueetagen til gaden havde indvendige skodder. T age t var tækket med røde tagsten, og en tagrende anb rag t liggende øverst på m u r­ kan ten opsamlede regnvandet og sendte det ned gennem nedløbs­ rør, der var lavet a f træ. Ofte rak te tag renden kun over en del a f taget, og mange steder manglede den helt, så vandet plaskede frit ned på gaden. Indgangen til huset var gennem en dør til gaden. H erfra kom man ind i en forstuegang, der førte helt gennem huset ud til gårds­ pladsen. M ange a f husene havde en indvendig trappe op til de øvre etager, men endnu fandtes på en del huse på gårdsiden en ud ­ vendig trappe og svalegang, hvorfra der var indgang til etagerne. I hver etage var der mod gaden en stue og mod gården et køkken og et sengekammer. F ra forstuegangen var der indgang til stuen og til køkkenet. I køkkenet var den åbne skorsten med sin ildbænk opmuret, og ved vinduesvæggen var anb rag t en vask, hvorfra der ud gennem muren var afløb til et udvendigt nedløbsrør. V andet kunne således løbe ned a f sig selv —n å r rørene vel at mærke ikke var frosset til om vinteren —men man m å tte bære vandet op fra brønden eller pumpen i gården. Opvarm n ingen skete ved en bilæggerovn a fje rn . Indfyringen foregik fra køkkenskorstenen. Andre faciliteter indeholdt ildebrandshuset ikke. To iletter var ind rettet, hvor man bedst kunne få plads til det, under trappen , i forstuegangen eller i gården, i form a f et lokum, hvis spand eller grube m åtte tømmes jævnligt.

denne vigtige side a f finansieringen. I 1731 oprettedes K jøben ­ havns Brandforsikring, der ved at yde lån til borgere, der ønskede at bygge, i høj grad bidrog til at fremme genopbygningen. For husenes konstruktion og øvrige byggemåde opstilledes faste regler. Alle huse, der lå ud mod gaderne, skulle bygges a f g rund ­ mur, mens baghuse m åtte bygges a f bindingsværk. M an lagde faktisk større vægt på, at husenes facader dannede en smuk gade­ væg, end man tog hensyn til brandfaren . Allerede inden m an næsten var kommet i gang med at bygge, m åtte man dog ændre reglerne og tillade at også gadehusene blev bygget a f bindingsværk. Det hjalp ikke, at kongen, der ønskede alle huse bygget a f g rundm u r, lod overlandbygmester J . C. K rieger udsende en bog, hvori det hævdedes, at der ikke var nogen synderlig prisforskel mellem bindingsværk og grundm u r. Kendsgerningen var, at grundm u rs­ byggeri var 10 - 20 % dyrere, og at der kun blev bygget lidt, før man i 1731 gik bort fra kravet om grundmu r. På en anden måde hk Kriegers bog dog betydning, idet de typetegninger over tre borgerhuse, den indeholdt, blev b rug t som forlæg for en del a f husene. Efter at man havde tillad t brugen a f bindingsværk, kom der fart i byggeriet, og i løbet a f 6-7 år var byen så godt som gen­ opbygget. En forbavsende økonomisk og arbejdsmæssig kraft­ præstation, som foregik samtidig med kongens og dronningens kostbare slotsbyggeri. I 1737 genindførte man kravet om g rund ­ mur, men da var størstedelen a f husene genopbygget, og bindings­ værkshusene stod da allerede gade op og gade ned. De nye huse varierede i størrelse, placering og udseende, men de tilhørte alle den samme hustype, ildebrandshuset, der hk sit navn, fordi det blev det fremherskende i bebyggelsen efter branden . Ildebrandshusene var langhuse, der vendte den glatte facade ud mod gaden, og hvis gavle var bygget op til h inanden , så de dannede en lang, ub rud t gadevæg. De heste a f husene var 4—5 fag brede, 2-3 etager høje og udstyret med en kvist, der som regel spændte over

l 6