S_Holbergtidens_København

meget ringe. De mange veldædige stiftelser, som hvilede på p rivat velgørenhed, var a f stor betydning. Københavns befolkningstal kunne kun opretholdes eller bringes til at stige ved tilvandring. U den den stærke tilstrømning, der til stadighed skete fra andre købstæder, fra landd istrik ter eller fra ud landet, ville befolkningstallet være faldet, idet an talle t a f døde i lange perioder oversteg an talle t a f fødte. Den høje dødelighed ram te især børnene, hvo raf op mod halvdelen døde inden de var fyldt fem år. De vigtigste dødsårsager var indre blødninger, kopper, brystsyge og tandsygdomme. Der var rige muligheder for alle former for kvaksalvere. O p e ra ­ tører, broksnidere, tandtrækkere, stærstikkere og badere rekla­ merede med ud- og indvendige kure og kaprede kunder på gader og stræder. De få veluddannede læger, byen kunne præstere, lå i stadig strid med barbererne , som hævdede, at de alene havde eneret til udøvelse a f det kirurgiske håndværk. Enhver m and eller kvinde, der giftede sig, m å tte regne med at blive enkemand eller enke flere gange i sit liv. M ange kvinder døde a f sygdomme i forbindelse med fødsler, og n å r mændene for at kunne føre hjemmet videre a tte r giftede sig ret hu rtig t efter hustruens død, var den nye kone ofte betydeligt yngre end manden. På grund a f den store aldersforskel blev hun så enke i en forholdsvis ung alder, og giftede sig måske igen med en mand, der var yngre end hende selv. Både inden for embedsstanden og b land t præsterne var det alm indeligt, at en yngre m and overtog sin forgængers enke og øvrige familie sammen med embedet, men også b land t h ån d ­ værkerne førte mestersvenden ofte firmaet videre ved at gifte sig med mesters enke. Det er klart, at synet på liv og død var stærkt præget a f den store dødelighed, og at mange mennesker søgte trøst og lindring i en inderlig gudstro. Københavnernes sprog var dansk, men det var stærkt påvirket a f

12-15 personer. Mens det tidligere havde været næsten umuligt for en håndværkssvend at gifte sig, blev dette nu mere og mere almindeligt. Dermed rykkede han ud a f mesterens husstand og dannede sin egen. Efter b randen i 1728 skete der en stor tilvandring a f håndvæ r­ kere, hvo raf en del slog sig ned i byen efter genopbygningen. De vandrende håndværkere kom i overvejende grad fra Tyskland, og håndværket var derfor stærkt præget a f tysk indflydelse. Heri var der dog in tet nyt, idet danske svendes vand ringer fra gammel tid havde været medvirkende til at håndværkersproget og laugs- skikkene var tyske. „ - ' Den næststørste gruppe var mandskabet ved hær og flåde, vel en fjerdedel a f indbyggerne, mens embedsstanden og handelsfolkene tilsammen udgjorde knap t en fjerdedel. Trods laugenes modstand var der opstået en del industri, der i form a f m anu fak tu rer be­ skæftigede en hel del fabriksarbejdere. Med familier anslås disse omkring 1740 at have udgjort ca. 4.000 personer, men det var kun hvad an tallet a f tiggere og løsgængere også løb op til. Skønt tiggeri var forbudt, oversvømmedes byen a f tiggere, løs­ gængere og krøblinge. Fattigkommissionen søgte at holde alle fremmede, som kunne formodes at ville tigge, ude fra byen, og ind ­ fangede så mange a f resten, man kunne overkomme. Løsgængere og utugtige kvinder blev anb rag t i henholdsvis Rasp- og Spinde­ huset, vanartede børn ligeledes i Rasphuset, mens forældreløse og fattige børn kom i Børnehuset. Invalider og vansirede personer fremviste deres defekter for at vække medlidenhed, så man m åtte forbyde »Folk, som vare ilde tilredte i Ansigtet eller paa K roppen med Flod, Kræft eller anden udvortes Skade« at vise sig offentligt »til Rædsel og Vederstyggelighed for Andre, navnlig svage Kvinder«. Fattiglovene indeholdt bestemmelser om fattiges og syges und e r­ hold, men mulighederne for at hjælpe var på g rund a f pengemangel

18