S_Thorvaldsen

65

Legemsstørrelse. Begge høre de til Mesterens yndefuldeste Arbejder; især virker Hebefiguren betagende ved Udtrykkets forunderlige Uskyld og Finhed, ved alle Liniers rhythmiske Dejlighed og ved den lige saa skjønne som naturlige og selvstændige Draperibehandling. Psyche er fremstillet, som hun staar i Begreb med at tage Laaget af den Salveurne, hun paa Venus’s Bud har hentet op fra Underverdenen; endnu tøver hun som i Uvished om, hvor vidt hun skal vove at løfte Laaget; i næste Øjeblik vil Nysgjerrigheden have sejret over Frygten. Figuren er et Kunstværk af næsten dramatisk Virkning; alt er her i en Bevægelse, der varsler om det umiddelbart paa­ følgende Moment; selv Draperiet er i Flugt; det har, medens Pigen skred fremad, været baaret oppe, hvilende paa hendes Hofter; nu, da hun standser, synker det ned, uden at hun ænser det, og snart vil hun staa nøgen i hele sin jomfruelige Skjonhed. Fra Aaret, der saa’ disse Værker fremstaa, maa man vel regne Begyndelsen af Thorvaldsens lange Kulminationsperiode, ligesom det tillige netop ved den Tid sloges fast for den almindelige Bevidsthed, at han nu havde Krav paa at nævnes som den største dalevende Plastiker. Allerede i April 1805 havde Zoega i et Brev til Munter omtalt ham som en af de tvende mest fremragende Billedhuggere i Rom; længe skulde det ikke vare, før han i sin Egenskab af Reliefkunstner af alle stilledes over Canova, og snart lærte man ogsaa at se, hvor højt hans Statuer ved deres umiddelbare Friskhed i Anlæget, deres oprigtige Følelse og stilfulde Adel hævede sig over tilsvarende Frembringelser af den ældre, med al sin Dygtighed usundt raffinerede Salonvirtuos. At Thorvaldsen glædede sig over sin voxende Anseelse, er vel en Selvfølge; ogsaa af andre Grunde maatte han i dette Afsnit af sit Liv føle sig lykkeligere end nogensinde tilforn. Med hans Helbred gik det fremad, om han end ikke altid var fri for Anfald af Feberen; det Tungsind, der forhen saa jævnlig havde plaget ham, indfandt sig nu stedse sjældnere, alt som han blev sikrere paa sig selv, saa han ret kunde nyde Opholdet i det elskede Rom og Livet i den talrige Vennekreds, der efterhaanden samlede sig om ham. Faderens Død, der indtraf i Efteraaret 1806, men hvorom han først blev underrettet ved Midsommertid det følgende Aar — Breve, hvori Dødsfaldet omtaltes, gik tabt paa Vejen — , har næppe bidraget til for længere l i d at forringe hans Velvære.

9