S_Thorvaldsen

den samme nu som for et halvt Aarhundrede siden: Thorvaldsen var sin Tids største Mester, og siden den store Renaissances Dage har ingen enkelt Mands Virksomhed baaret saa rige Frugter for Kunsten, som hans. Paa Klippeøen, hvorfra hans Slægt gik ud, formedes i fjærne Tider det ærværdige Kvad, hvis Ord endnu ofte lyde for os med manende Klang: Ejendom dør, Frænder dø, et lever, naar Manden forlængst er lagt i Muld: det lysende Eftermæle, det store Navn. Og Thorvaldsens Navn staar fast i Glans; Døgnet kan anfægte det, Evigheden ikke. — Musæet med dets Indhold er væsentlig set Thorvaldsens Biografi, som det er hans Hædersdrapa. Men for de mange, der elske Thorvaldsen og hans Kunst, og som ønske at have den for Øje ogsaa i Hjemmene, bringes denne Bog ud. Billederne ere »Biografien« i »Oversættelse« , saa tro som muligt; Texten er Biografi i Ordets snævrere Forstand — en Skildring af Thorvaldsens ydre Livsforhold sammen med et Forsøg paa Drøftelse af og Redegjørelse for Værkerne som for Mesterens Væsen og Betydning. Thorvaldsen var af gammel islandsk Æt; med Sikkerhed lader denne sig følge tilbage til det femtende Aarhundrede, til Storbonden Odd Pieturson. Om denne har det igjen været sagt, at han skulde nedstamme fra den Slægt, hvortil den i Laxdølasaga omtalte, navnkundige Høvding Olaf Paa hørte, — den Olaf Paa, som i sin Gaard Hjardarholt indrettede en pragtfuld Gildehal med mangfoldige i Træ udskaarne Billeder. Sikkert er det i alt Fald, at Slægten oprindelig var baade rig og anset, men i Tidernes Løb gik det tilbage med den; Kunstnerens Farfader, Thorvald Gotskalksøn, var en fattig Præst, der, da han vilde sende sine to Sønner til Danmark, for at de der kunde søge at bryde sig en Bane, maatte laane Pengene dertil mod Pant i et Jordstykke. A f disse Sønner var Gotskalk Thorvaldsen den yngste. Sytten Aar gammel kom han til Kjøbenhavn, og selv man dør tilsidst. Eftermælet aldrig dør, naar det vel er vundet —