S_Thorvaldsen

7i

Ida. Manden, en rig Handelsherre, stod paa et temmelig lavt Dannelsestrin og var i det hele ikke af en saadan Natur, at aandfulde Kunstnere kunde have noget Udbytte af hans Selskab; det var da hellerikke ham, men Hustruen, der gav Hjemmet dets Præg og samlede om sig en Flok af »Skjønaander«, blandt hvilke Thorvaldsen snart befandt sig fortræffelig. Snart var han med en større eller mindre Kreds af disse sine Venner oo- Beundrere paa Udflugter i Omegnen af Rom, snart tog han Del i deres muntre Aftensammenkomster paa Osterier eller i Privatboligerne, snart modtog han dem i sit Atelier, der for øvrigt stod aabent for alle, og hvor enhver kunde være sikker paa at blive venligt modtagen, hvadenten han kom i Egenskab af Kjøber eller blot som Kunstven. Det viste sig her, at Thorvaldsen i ualmindelig høj Grad var i Besiddelse af den hos Kunstnere for øvrigt ingenlunde sjeldne Evne, at kunne omgaas med Folk af alle Samfundsklasser. Han vandt sine Medarbejderes og sine Modellers Hengiven­ hed ved den jævne, kammeratlige Tone, hvori han talte med dem ikke blot om, hvad der vedkom Arbejdet, men ogsaa om deres personlige Anliggender; med de romerske Almuesfolk, som han tilfældig kom i Forhold til, blev han lige saa hurtig gode Venner. Og naar han færdedes i de fornemme Kredse, vandt han med Lethed alles Hjerter. En naturlig Takt og Finfølelse hjalp ham i Reglen over alle Skjær, og hændte det imellem, at han stødte an mod de vedtagne selskabelige Former, skete det med et saadant Præg af Elskværdighed, at man indskrænkede sig til i al Venskabelighed at more sig derover. Med hans voxende Dygtighed og Anseelse steg selvfølgelig hans Selvfølelse; han vidste helt vel, hvad han og hans Gjerning var værd. Men hans Selvkritik svigtede ham sjælden eller aldrig; derfor holdt han sig fra først til sidst fri for Hovmod og smaalig Vigtighed eller Fornemhed. Fandt han af og til, at en eller anden vilde behandle ham overlegent ellei gjøre sig stor paa hans Bekostning, kunde han vel bide fra sig, men det skete da gjerne under Form af godmodig Spøg, som da engang Fredeiike Brun, der jo i sin Tid havde hjulpet ham over de pekuniære Vanskeligheder med at faa Jason støbt, i hans Atelier pegede paa denne Statue og sagde. »Der staar vor Søn; ikke sandt, Thorvaldsen?« og han strax havde Svaret til Rede: »De har da kun haft lempelige Fødselsveer for hans Skyld«. Mellem Fru Brun og Thorvaldsen blev for øvrigt det venskabelige Forhold ved at bestaa lige til hendes Død; hun virkede kraftig for at udbrede hans Ry , baade med Mund og med Pen, han kastede til Gjengjæld Glans over