S_Thorvaldsen

74

»Den fredbringende Mars«, om hvilken fremmede Blade i sin Tid meddelte den urigtige Underretning, at den var udført i flere Marmor- exemplarer til Rusland og til England, kjendes nu kun af det Konturstik, der findes i Thieles Billedværk, samt af enkelte Udtalelser af samtidige. Kobberstikket viser os en nøgen Kæmpeskikkelse, over hvis bøjede venstre Arm — Haanden fatter, i Højde med Issen, om den mod Jorden støttede Lanse — Kappen hænger; højre Haand er sænket og holder en Oliegren; Figuren støttes af en Træstamme, hvorpaa Guden har hængt sit Sværd, og hviler paa højre Fod; paa Jorden er Hjelmen stillet hen, paa den anden Side et Par Duer, der næbbes. Som man vil se, var det en i høj Grad ejendommelig tænkt Figur, og Omridset viser os skjønne Forhold og Hovedlinier, om man end ved Betragtningen deraf næppe kan undgaa at mindes om, at den fra først af har været anlagt som Led i en Gruppe: den venstre Arm var oprindelig bestemt til at skulle omfavne Venus­ skikkelsen, og Hovedets afgjorte Profilstilling synes ogsaa at vise hen til en Fortsættelse af Kompositionen. Hvad dette Arbejde for øvrigt angaar, have vi som sagt Referater fra den Tid, da det stod færdigt i Model. Den senere saa navnkundige tyske Billedhugger Wagner skriver saaledes i et Brev til Hjemmet: »Han sagde mig, at han, da han gjorde Udkast til Statuen, tænkte paa at gruppere den med en Venus. Senere havde han forandret Statuen saaledes, at han havde givet den en Lanse i den Haand, hvormed den skulde have omfavnet Venus. Min Dom over Arbejdet er følgende: Bevægelsen er smuk, Figurens Stilling fast og naturlig, Hovedet er drejet lidt for meget til Siden, hvilket Kunstneren selv indser, og han tænker at gjøre en Forandring derved, ligesom ved begge Armene, der ikke høre til det heldigste ved det hele. Men selve Kroppen og Benene ere meget smukke og behandlede i stor Stil; især finder je g , at Ryggen er mesterlig gjort.« Frederike Brun hørte ogsaa til det tabte Kunstværks Beundrere. »Hans kolossale Mars«, skriver hun, »forener alt, hvad der kan tilfredsstille selv de strengeste Fordringer paa marvfuld Kraft, forenet med let Bevægelse i uvisnelig, guddommelig Ungdom. Guden hviler sig efter en Sejer. Alt i hans herlige Legeme er Kraft, der svulmer ny Daad i Møde, men dog afbryder ingen overdrevent fremsvulmende Muskel de mildtbølgende Skjønhedslinier; thi enhver Overdrivelse vidner om Svaghed, og her er alting livfuld, bevidst Styrke. Arme, Ben, Hænder og Fødder ere af særdeles Korrektion og af fuldendt Skjønhed, uden al Maner. Men i