S_Thorvaldsen

75

Sandhed guddommeligt fortjener Hovedet at kaldes, der stolt fra den kraftfulde Nakke, paa en let drejet Hals, stræber opad, bedækket mned -et genialsk kruset, kortlokket, tæt Haar. Ansigtets Fysiognomi er iilidfaiæmeo nyt, og intet i den antike Kunstverden minder endog kun fjernt om "denne Krigsgud, paa hvis mørke, vældige Pande Vredens Muskler endnu svulme, imedens man i det dybe Øje og omkring Munden, som aabner sig tud et vordende Smil, aner den Sejersgud, der ser sin søde Løn i Ekkovsgudindtans Arme i Møde.« »Umiddelbart derefter«, fortsætter Fru Brun, »modellerede vor Thorvaldsen sin Adonis, der blev fuldendt om Sommeren« (1808). Marøocc- exemplaret, der nu er en af de ypperste Prydelser for de moderne Kunst­ neres Afdeling i Glyptotheket i München, blev først afleveret i 1832, efter at Mesteren havde viet det en Omhu, som kunsaare faa a f sine andne Værker; det hører til den lidet talrige Række Arbejder, som hannar udført egenhændig fra først til sidst — fra det umiddelbart inspirerede Anlæg i Leret til det sidste Mejselhug. Kronprins Ludvig havde „ da han gjorde sin Bestilling og enedes med Kunstneren om den for de 1 ider .anselige Betaling af 2000 Scudi Romani — henved 8000 Kroner i vore Penge — udtrykkelig forlangt et helt igjennem egenhændigt Værk. Han vidste jo, at I horvaldsen allerede tidlig havde vænnet sig til, naar et Arbejde skulde udgaa fra hans Værksted, at nøjes med selv at udføre Modellen — senere lod han det, som bekjendt, endog ofte bero med selv at gjøre en Skitse , hvorefter Marmorarbejdet blev bragt Fuldendelsen nær at mere eller mindre dygtige Medhjælpere, indtil Mesteren gav det den sidste Efterbehandling: han vilde nu have en »hel« Thorvaldsen og fik den — da han allerede i en Række af Aar havde været Konge. Modellen til Adonis findes i Musæet; den lærer os at kjende I horvaldsen i al hans vidunderlige Evne til i en Enkeltfigur at vække en poetisk Stemning, lyrisk betagende som en Romance at den unge Oehlen- schlæger, klar og stor som en Strofe af Goethe; Modelleringen ai de dejlige Former, der præges af en Forening af ungdommelig Friskhed med mandig Kraft, hvortil den nyere Kunst næppe har mange Sidestykker at opvise, minder om de gode oldgræske Athletstatuer, der have været saa heldige at undgaa en senere Tids Oppudsning; overalt føler man den trit og aandfuldt opfattede levende Model — Bevægelsen, de elastiske Muskler over det faste Skelet, Blodet, Huden, det hele pulserende Liv. Thorvaldsens 10*