S_Thorvaldsen

78

Til Trods for Baron Schubarts gjentagne Indbydelser blev Thor- valdsen saa godt som hele Aaret 1808 i Rom, hvor han flittig arbejdede paa Reliefferne til Slottet og paa de andre hos ham bestilte Arbejder; af de trykkede politiske og sociale Forhold i Pavestaden lod han sig næppe i synderlig høj Grad paavirke, og de Breve, han i Aarets sidste Maanecler skrev til forskjellige Landsmænd, lade os slutte, at han i det hele ved den Tid har følt sig ret vel tilfreds. Men kort efter Aarsskiftet ramtes han af en tung Sorg. Hans trofaste Ven og Raadgiver Zoéga, hvis Helbred allerede i længere Tid havde været svækket, dels af Overanstrengelse, dels paa Grund af de Bekymringer, han med Rette nærede angaaende sit Fædre­ lands Skæbne, blev alvorlig syg, og snart viste det sig, at Haabet om hans Helbredelse maatte opgives. Fra dette Øjeblik var Thorvaldsen stadig hos ham indtil den 1oende Februar 1809, da den store Lærde lukkede sine Øjne, og Vennen tog den Gipsmaske, hvorefter han senere modellerede den afdødes Buste og tegnede det Portræt, som blev benyttet til Welckers Biografi af Zoéga. Dødsboet blev strax taget under Behandling af Thor­ valdsen og en i Rom bosat Nordmand, Brown, og Kunstneren havde i det følgende Tidsrum ikke faa Bryderier af de for ham saa uvante Forretninger, som fulgte hermed. Det er allerede omtalt, at Thorvaldsen i 1808 var traadt i Forhold til Kronprinsen af Bayern, idet denne havde bestilt det første Marmor- exemplar af Statuen Adonis. Som man véd, var Kronprins Ludvig en Mand af ualmindelig Dannelse og stærke aandelige Interesser; navnlig følte han varmt for de skjønne Kunster og udrettede overordentlig meget til disses Tarv, baade i sine yngre Dage og efter at han — i 1825 — var bleven Konge; ham skylder jo München sit Glyptothek og sit Pinakothek saa vel som flere andre storartede Pragtbygninger. Hvad der paa den Tid, som her omhandles, særlig laa ham paa Hjærte, var at erhverve udmærkede antike Skulpturer, og hertil var der god Lejlighed i Rom netop nu, da mange af de romerske Adelsfamilier, der fra gammel Tid af sade inde med store Kunstskatte, paa Grund af de urolige Forhold dels havde lidt store T ab , dels omgikkes med den Tanke at udvandre fra deres Fædreby. Kronprins Ludvig skrev nu til Thorvaldsen og bad om hans Bistand ved Indkjøbene, og da han fik et imødekommende Svar og senere ved flere Lejligheder virksom Hjælp, kom de to i stadig nærmere Forbindelse, til Æ re og Gavn for Fyrsten og til ikke mindre kraftig Støtte for Kunstneren.