S_Thorvaldsen

79

Til en anden af Tidens betydelige Mænd kom Thorvaldsen i 1809 i et endnu nærmere, mere personligt Forhold: Oehlenschlæger naaede paa sin første store Udenlandsrejse til Rom, og mange Dage havde hans Ophold der ikke varet, før han af en fælles Bekjendt lod sig føre til Mesterens Værksted. »Hvor glad forbavsedes jeg,« siger Oehlenschlæger i sine Erindringer, »ved at se hans Jason og alle de andre herlige Sager. Jeg kjendte hidindtil intet af hans Arbejder og havde aldrig set ham selv. Som jeg nu stod fordybet i at skue og endelig kastede Øjet til en Side, opdagede jeg en temmelig slet klædt Mand med et regelmæssigt, aandfuldt Ansigt, smukke blaa Øjne, med lerbestænkede Støvler staa ved min Side og betragte mig opmærksomt. »Thorvaldsen!« raabte jeg. — »Oehlenschlæger!« raabte han. Vi omfavnede og kyssede hinanden, og fra det Øjeblik var Broderskabet sluttet . . . . Thorvaldsen og jeg omgikkes siden daglig, og for at vi desto sjeldnere skulde skilles ad, tingede vi os i Kost hos Malerne Riepennausen . . . . De udførte i broderlig Forening hvert Stykke . . . . Thorvaldsen agtede deres Talent uden just at sympathisere med dem. Engang, da han om Middagen kom derhen med mig, laa en ny Tegning af dem paa Bordet. Thorvaldsen betragtede den opmærksomt. »»Hvorledes finder du det, Thorvaldsen?«« spurgte Christel beskeden. »»Det er meget smukt.«« — »»Finder du ingen Fejl deri?«« — »»Hm!«« — Christel gav ham Sortkridtet i Haanden; nu trak han med et Par dristige Strøg Ben, Knæ, Fødder, Albuer, Hænder ud paa Figurerne, og derved havde de vundet meget i et Øjeblik, inden Suppen kom paa Bordet.« — Mellem de to nordiske Mestere opstod der snart et Venskab, der havde Sandhed nok i sig til at kunne vare Livet igjennem. De færdedes sammen i Ateliererne, paa Landture og ved muntre Fester paa Osterierne og hos danske og tyske Familier i Rom; Oehlenschlæger læste sine nye Digterværker, deriblandt Correggio, for Vennen, som glædede sig ved deres Skjønhed; til Gjengjæld gav I horvaldsen sit Bidrag til at aabne Oehlenschlægers Blik for Billedhugger­ kunsten. I Gallerierne kom de ikke meget; Thorvaldsen sagde, naar der var Tale om saadanne Ting: »I det første Aar, jeg var her, saa jeg det altsammen; nu kan jeg ingen ret Besked give dig derom.« Blandt de mange Værker, Thorvaldsen i 1809 havde under Arbejde, var det uden Tvivl dem, han haabede at kunne faa anbragt i Fædrelandet, der stærkest lagde Beslag paa hans Interesse, og stadig levede han i Haabet om, at det skulde lykkes ham at formaa Magthaverne i Hjemmet til i