S_Thorvaldsen

94

med Glæde saa’ Deres første Fremskridt paa Kunstens Bane, og som med Tillid kaldte Dem til at virke for de vordende Kunstnere. Italien er næppe det for Dem, som det var; Fædrelandet er altid det samme; maaske De selv vil finde Kunstens Lys at have vundet noget mere Kraft Mandt os, og'hvad vilde det ej vinde ved Dem! Dog, jeg vil ej bruge Overtalelse; jeg vil lade Deres eget Sindelag bestemme Opfyldelsen af mit kjæreste Ønske som Dansk og som Præses for Kunsternes Akademi. Kammerherre, Baron Schubart, Kunstnernes sande Ven, der er saa god at besørge dette Brev, overbringer Dem et Stykke hvidt, norsk Marmor, hvoraf en stor Blok snarest forventes hertil, og flere maa skaffes til Dem, hvilket jeg ikke omtvivler vilde kunne gjore det muligt for Dem, saa længe De bliver blandt os, at øve Deres Kunst i Marmoret. Lad dette være en Bevæggrund mere til at paaskynde Deres Tilbagekomst, og tro ikke, at jeg nogensinde vil bidrage til at indskrænke Deres Virksomhed til en Kreds, der maatte være Dem for snever. De maa altid beholde Frihed til at hente Deres Føde for Deres Aand i hine lykkeligere Egne, der nu besidder Dem; kun nogle af Deres Levedage fordrer jeg for Deres Fædreneland. Med Højagtelse nævner jeg mig Deres velvillige Christian Frederik , Prinds til Danmark og Ndrge. Men Thorvaldsen vilde ikke. Det er vel næppe rimeligt, at han, som Schubart forudsætter i sit Brev, skulde have næret nogen Frygt for, at hans »Genius skulde forlade ham«, hvis han forlagde sin Virksomhed fra Rom til K; obenhavn: ret sandsynligt er det endog, at han af mere end én Grund kan have følt sig fristet til at aflægge et om end kun kortvarigt Besøg i Hjemmet. I alt Fald skrev han selv til Prins Christian, at han var opfyldt af Længsel efter at gjense det danske Kunstakademi, til hvilket han følte sig i saa dyb en Taknemlighedsgjæld, og som nu stod »under en Prinses Bestyrelse, der vilde fremkalde en smilende Fremtid for de skjønne Kunster« i Fædrelandet; han forsikrede, at han strax efter Modtagelsen af det ovenanførte Brev havde »begyndt at søge at jævne de Hindringer«, der kunde afholde ham fra at rejse hjem for nogen Tid. Synderlig brændende