S_Thorvaldsen

i o8

Inspiration, men ogsaa af al clen kunstneriske Viden og Formaaen, hvorover han kunde raade, da hans Sol stod højest. Allerede ved sit Anlæg gjør Arbejdet en i Sandhed forbavsende Virkning; der er i hele Fortællingen om Sejerherren, der drager frem mod den indtagne By, ikke for at ødelægge, men for at sprede Fredens og Kulturens Velsignelse, og som modtages med oprigtig Jubel af de overvundne, en Klarhed og Simpelhed, der næppe kan tænkes overtruffen. Man eftertænke blot, hvor rig Lejlighed der her havde været for en Kunstner til at sætte stærke Rørelser i Gang, betone skarpe Modsætninger, skildre vældige Lidenskabers Brydning: Trods mod Overmod, Had og Fortvivlelse mod triumferende Sejersglæde, — asiatisk Blødagtighed og Barbari mod Kraften i den hellenske Skjønhedsverden. Paa alt sligt har Mesteren givet Afkald; han har holdt hele sit Værk i en rolig behersket, i Sandhed klassisk Adagiostil, undgaaet ethvert Træk af Voldsomhed, udtrykt alt i mild og festlig Harmoni. Den historiske Side af Sagen har han ikke lagt Vægt paa; ud over, hvad der kunde opnaas ved en meget moderat Variation af Dragter, Vaaben og deslige, har han end ikke gjort synderligt for at karakterisere de forskjellige Nationaliteter-, de allerfleste af Baby­ lonierne ere lige saa udprægede græske Typer, som Krigerne i Alexanders Følge. Og man maa vel glæde sig over, at Kunstneren i saa Henseende har afholdt sig fra, hvad han i Virkeligheden vilde været ude af Stand til at magte; for en paalidelig Skildring af vestasiatisk Kultur savnede man i 1812 selv et blot nogenlunde fast Grundlag, og Værket vilde, om en vidtgaaende Folkekarakteristik var bleven forsøgt, uden Tvivl have tabt langt mere i Retning af Sammenhold og Ro, end det kunde have vundet i ethnografisk Korrekthed. Som det fuldførtes, blev det et lødigt Udtryk