S_Thorvaldsen

1 18

uden Tvivl lignet; Baron Schubart har sikkert ogsaa i levende Live pro­ duceret sig i »antik Stil«. De to Buste-Personligheder har Mesteren nu faaet ind i et stilfuldt Relief paa en saadan Maade, at de ligne slaaende og dog ere hver paa sin Vis gjennemidealiserede. Hvad Kvindehovedet angaar, er Idealiseringen foretagen ad den simple Vej, at de formelle Særheder ere bievne til en vis Grad afslebne, uden at det individuelle dog er opgivet; det er nærmest som genialt forynget. Gemalens Profil har faaet Lov at staa i det væsentlige, som den var, men her er det hele løftet, dels ved det antike Draperi, dels ved en, vistnok temmelig vidtdreven, Forskjønnelse af Kroppen, dels, og fornemmelig, ved den pathetiske Bevægelse. Lærerig er, som man vil se, en Sammenligning mellem de to Buster og Relieffets Portrætbilleder. Vi faa ved den en Del Besked om, hvorledes Thorvaldsen betragtede Forholdet mellem Natur og Stil, Natur og Kunst. Paa den Tid, da disse Gravrelieffer vare under Arbejde, opholdt den unge Maler C. W. Eckersberg sig i Rom; han var i Sommeren 1813 kommen dertil fra Paris, hvor han havde studeret under David, var af Kronprins Christian Frederik varmt anbefalet til Thorvaldsen og traadte snart i et nært Forhold til denne Den vigtigste Frugt af Samlivet mellem de to Kunstnere blev Thorvaldsens af Eckersberg i 1815 malede legems- store Portræt, et af de betydeligste, i alle Tilfælde vistnok det troværdigste blandt de mange, der gjengive den store Mesters skjønne og aandfulde Træk. Eckersberg har malet den 45-aarige Thorvaldsen iført den for Pro­ fessorerne ved S. Lucas Akademi normerede Festdragt: Knæbuxer og rigt broderet Kjole, derover en Slængkappe af sort Silketøj; Kunstneren sidder i en noget foroverbøjet Stilling med Benene over hinanden; de korslagte Hænder hvile paa højre Knæ. Hovedet, der er drejet i halv Profil, har som Baggrund Midtstykket af Alexanderfrisen; Blikket fra de klare, lysblaa Øjne svæver halvt drømmende, halvt tankefuldt ud i det fjerne, som mødte det dér et Syn af de store, de dragende, de løftende. Eckersberg fik Lykke til i d horvaldsenportrættet — der kort efter at være bleven fuldendt gik som Gave til det danske Kunstakademis Billedsamling — at skabe sit Hovedværk. Efter samtidiges Vidnesbyrd udmærker det sig i lige saa høj Grad ved korrekt Formgjengivelse som ved dyb og paalidelig Opfattelse af Karakteren; »den Sandhed,« skriver Brøndsted til Thorvaldsen, »hvormed din Personlighed og individuelle Maner er given i dette Portræt, maa overraske og iorbavse enhver; mig rørte den ordentlig«; Schubart, der ligesom