S_Thorvaldsen

1 24

i Gips i Halvtredsindstyveøre-Butikerne. Og dette Faktum er forklarligt nok; ved Siden af den formelle Dejlighed og de fremragende rent dekorative Egenskaber, der udmærke disse Relieffer, ere de hvert for sig vidunderlig- klare Udtryk netop for den Art af Symbolik, der virker umiddelbart gribende paa ethvert for aandelige Indtryk modtageligt Sind og sætter baade Fantasi og Tanke i Bevægelse uden at kræve stor Anstrengelse. Betragtede fra dette Synspunkt staa de vel lige højt; rent kunstnerisk set er der næppe Tvivl om, at Forrangen maa tilkjendes »Natten«. Der er over dette Billede af den grandiose og dog saa yndefuldt stilfærdige Kvinde­ skikkelse, der paa sine brede Vinger sagtelig bæres gjennem Rummet med de to Børn, Søvnen og Døden, trykkede til sit Bryst, en Friskhed og en Enfold, et Præg af den umiddelbare Indskydelse, af »Synet«, hvortil man kun saare sjældent træffer noget tilsvarende udenfor de store Mesteres hurtig henkastede Tegninger og flygtige Skitser; »Natten« hører til de af Aanden undfangede Kunstværker, overfor hvilke enhver Rettelse vilde være en Mishandling, en Helligbrøde. Ogsaa »Dagen« er et udmærket smukt og virkelig følt Arbejde, men det bærer dog Præg af at være »bestilt«, om end i dette Tilfælde af Mesteren selv; det er og bliver en »Pendent«. At Kompositionen med den lystige lille Hesperus hængende paa Skulderen af »Fru Dagmor«, der strør sine Roser ud over al Jorden, delvis er et Laan fra Guido Renis berømte Loftsmaleri i Palazzo Rospigliosi, har vel ikke saa meget at sige, og i alt Fald viser Thorvaldsen sig paa glimrende Maade original i den Maade, hvorpaa han har samlet de to Figurer til en Gruppe; af større Betydning er det, at »Dagens« Hoved synes noget alminde­ ligt i sit Udtryk, og at der i Lemmernes, særlig Armenes, Bevægelse er kommet noget vist bolognesisk eller, om man vil, balletagtig Canovistisk ind. Blandt Thorvaldsens Værker findes flere kvindelige Draperistatuer af betydelig Værd; en af dem, Portrætstatuen af Grevinde Ostermann, blev til i den her omhandlede Periode. Den højbaarne russiske Dame, der kom til Rom i Eftersommeren 1815 og kort derpaa bestilte Kunstværket i carrarisk Marmor, blev afbildet siddende i antik Dragt, en tynd Kjortel, som under Brystet holdes sammen af et Bælte, og over hvilken et løst Klædebon er kastet; paa Fødderne bærer hun Sandaler; hun skuer tanke- fuld irem for sig; Hænderne hvile korslagte i Skjødet. Ung er hun ikke, heller ikke egentlig smuk af Ansigtstræk, men Formerne ere noble, Udtrykket sjælfuldt og fint, og ved hele Figurens Holdning, der vidner stærkt om