S_Thorvaldsen

197

for dette sidste Kunstværk benyttedes et af de bedst kjendte Anakreontiske Digte, det samme, som H. C. Andersen har lagt til Grund for sit Æventyr »Den uartige Dreng«. Den gamle Digter er i den stille Midnatsstund bleven vækket af Kjærlighedsguden, som banker paa hans Dør; han rejser sig fra Lejet, ved hvis Side Vinkanden og Lyren ere anbragte i skjøn Enighed, har taget venlig mod den lille og er nu i Færd med at tørre Regndraaberne af ham. Guden saarer ham da lumskelig med sin Pil og lader Spot følge med Skade: »Nu kan du selv skjønne, at mine Vaaben intet have lidt; det er dig, der faar Svien at føle«. Thorvaldsen gjorde mærkeligt nok ikke dette lille Arbejde færdigt i ét Træk; han begyndte paa det og fik det temmelig vidt fremmet i Begyndelsen af Aaret, men syntes saa mest til­ bøjelig til at opgive det; han lod det staa urørt hele Sommeren og Efteraaret igjennem, og det vilde være gaaet til Grunde, hvis ikke den trofaste Freund havde taget sig af det, holdt det med den nødvendige Fugtighed og endelig, en Dag hen ad Juletid, opstillet det paa et Sted, hvor det nødvendigt maatte blive set af Mesteren. Denne følte sig nu saa tiltalt af, hvad der allerede var udført, at han fik Lyst til at tage fat paa Arbejdet igjen, og snart stod det færdigt til Afstøbning. Kort efter fik Grev Schonborn sit Marmorexemplar, og det yndefulde Relief, en af Kunstnerens mest indtagende Kompositioner over et antikt Emne, blev i de følgende Aar flere Gange reproduceret. I Efteraaret 1822 var Canova død, den eneste, der havde kunnet tænke paa at gjøre Thorvaldsen Rangen som Aarhundredets mest frem­ ragende Billedhugger stridig. Forholdet mellem de to navnkundige Mestere havde bestandig været køligt; Canova stod mistænksom og skinsyg over for sin yngre Kunstfælle, og denne havde lige saa lidet til overs for den italienske Billedhuggers Person som for hans Virksomhed. N. C. L. Abrahams har i sine Livserindringer meddelt, hvad han udtrykkelig kalder et ordret Referat af Thorvaldsens Udtalelser om det nævnte Forhold. »Canova var«, hedder det her, »en Mand af Talent, men Forfængelighed og Smiger fordærvede ham aldeles. Hans Forfængelighed ytrede sig i de barnagtigste Smaating . . . .; hans Smigrere manglede ikke Ubluhed. Først overgik han efter deres Sigende Romerne, derefter Grækerne, og da der til sidst ikke var nogen, han kunde overgaa, hed det, at han overgik sig selv. Dette gjorde ham skjødesløs, og at arbejde en Statue i Ler var for ham et Arbejde af fjorten Dage. Da jeg nu begyndte at faa et Navn, vidste Canovas I ilhængere ikke rigtigt,