S_Thorvaldsen

206

ligge ved hans Fødder, samlede som til en Trofæ; han er iført en let Underklædning og en Kappe. Den ene Fod sætter han paa Indgangens Trin, den højre Haand lægger han paa Hjertet og tager med den venstre det sidste Tegn paa sin jordiske Storhed, Ærens Lavrbærkrans, af sit Hoved for at række den til Musen eller Historiens Gudinde, der sidder ved Siden ad ham, og paa hvis Tavle hans Valgsprog, Ære og Troskab, staar skrevet. Men til Gjengjæld for denne jordiske Krans række tvende Engle, der svæve over Indgangen, ham Udødelighedens Krans.« Med dette Program fulgte et tegnet Udkast til hele Kompositionen, en Meddelelse om, hvad Materiale, der skulde bruges, og en Antydning af, at det stod Thorvaldsen frit, hvis han ønskede det, at lade Figurerne udføre af Medhjælpere, særlig af Tenerani og et Par navngivne bayerske Billedhuggere. Det vilde næppe have undret nogen, om Thorvaldsen havde svaret Hr. von Klenze, at han holdt sig for god til at arbejde efter Udkast, der forelagdes ham af andre; han tog imidlertid Sagen mere godmodigt, rime­ ligvis paa Grund af sit venskabelige Forhold til det bayerske Hof, og skrev til München, at han var villig til at efterkomme Bestillingen, om han end ikke i et og alt kunde gaa ind paa Arkitektens Plan; særlig fremhævede han, at den Vaabentrofæ, der ifølge Tegningen skulde staa som Pendant til den allegoriske Kvindeskikkelse, vilde gjøre for ringe Virkning til, at der kunde komme Ligevægt i Kompositionen; han ønskede den afløst af en tredje Statue. Men herpaafik han det Svar, at »Hertuginden ikke ønskede en saadan Figur«, tildels fordi Monumentet, naar denne kom til, vilde blive for kostbart, men ogsaa af den Grund, at Forandringen vilde gribe for dybt ind i den oprindelig approberede Ide. Hermed kunde Thorvaldsen dog ikke slaa sig til Ro, og i længere Tid brevvexlede han saa vel med von Klenze som med Hertuginden selv om Sagen, hvis endelige Udfald blev, at han i det væsentlige gik af med Sejren. Allerede i Februar 1825 blev det bestemt, at der i Steden for Vaabentrofæen skulde modelleres en Gruppe af to Genier, og kort efter blev Kontrakten, der vel fastslog Kompositionens Grundtræk, men dog gav Kunstneren ret frie Hænder med Hensyn til dens Enkeltheder, underskreven; Thorvaldsen skulde have iöoooScudi for Arbejdet og forpligte sig til at fuldende det i Løbet af tre Aar. Der gik imidlertid næsten fem, inden det blev færdigt, og i December 1826 tilskrev Hertuginden Thorvaldsen, at hun, der havde Grund til at tro, at han endnu intet eller saa godt som intet havde foretaget sig i Sagen, ansaa