S_Thorvaldsen

2 1 3

Frisen til hans Villa nu med det allerførste skulde komme ham i Hænde; der manglede kun ét Led, det Stykke, paa hvilket Kunstneren og Bestilleren vare portrætterede. Denne sidste blev meget glad over Meddelelsen og skrev tilbage: »Der mangler altsaa kun det sidste Stykke, hvor vi skulle optræde sammen og staa forenede i al Evighed; Tanken derom er for mig ikke mindre kjær og ærefuld end trøsterig«. Den gamle, svagelige Mand skulde dog ikke opleve den Glæde at føle sig som Ejer af det længsels­ fuldt ventede Kunstværk; han døde kort før Aarets Udgang, og først i 1828 blev det anbragt paa sin Plads. A f et af sine tidligste Værker, Døbefonten til Brahetrolleborg Kirke, lod Thorvaldsen i Tyverne udføre et nyt Marmorexemplar, som han skjænkede til Kirken i Myklabo paa Island, hvor hans Forfædre havde levet. Fra Prins Christian modtog han gjentagne Opfordringer til at fremskynde Modelleringen af Prinsesse Caroline Amalies Statue; Skitsen dertil havde i længere Tid staaet færdig, og i 1826 tog Kunstneren fat paa den legems- store Model, der blev fuldendt i Løbet af det følgende Aar. Den blev et Kunstværk, sit skjønne Forbillede værdigt. Prinsessen er afbildet staaende, iført en let, fodsid Kjole, der holdes sammen af et Bælte tæt under Brystet og lader Skuldrene og det meste af Armene være blottede; den venstre Haand er sænket og holder den ene Ende af det ned over Ryggen faldende Sjal; med den højre løftes dettes anden Flig op over Skulderen. Hele Figurens Holdning udtrykker den ædleste Forening af Ynde og Værdighed; Hovedet er saa fint og udtryksfuldt, at Kunstværket alene derved faar monumental Betydning. Det er i det hele en mærkelig Kjendsgjerning, at Thorvaldsen som Tolker af Ansigtsform og fysiognomisk Udtryk i Almin­ delighed naaede højere, naar han modellerede Hovederne til Portrætstatuer, end han mægtede i sine Buster. Der findes blandt disse mangfoldige af stor Kunstværd, Arbejder, hvor Formen er gjennemført med en høj Grad al Finfølelse, og hvor Karakteristiken virker med overbevisende Kraft. Men gjennemgaaende faar man dog ved at overse Rækken af I horvaldsens Portrætbilleder det Indtryk, at han har arbejdet med større Liv og Lyst, med fuldere Begejstring, mere i sin egen Aand, naar han har haft Hovedet til en Statue, helst en af udpræget monumental Karakter, under Modellering, end hvor det har været hans Opgave at udføre en Buste. I sidstnævnte Situation har han i Reglen næppe følt sig helt fri; Kravene til den rent udvortes Lighed have kunnet udøve et vist Tryk paa ham. Dette Tryk