S_Thorvaldsen

33

lært uden for sit Fag. Kundskaber manglede han fuldstændig, han skrev sit Modersmaal med største Besvær og kjendte intet til fremmede Sprog. At han saaledes næppe vilde været i Stand til at klare sig uden Hjælp, er indlysende; en saadan blev ham imidlertid i rigeligt Maal til Del; mest kom den fra Zoéga. Georg Zoéga, der var Søn af en sønderjydsk Præst og født den 2onde December 1755, havde dels ved Universiteterne i Gottingen og i Kjø- benhavn, dels og fornemmelig i Rom, hvor han med korte Mellemrum levede fra 1785 til sin Død, 1809, uddannet sig til en fremragende Kjender af Oldtidens Kultur og Mindesmærker. Oprindelig var Ægyptologien hans Hovedfag, og af hans betydeligste Værker omhandler det ene en Række gammelægyptiske Mønter, et andet Obeliskerne; senere var det den historiske og kritiske Betragtning af den græske og romerske Kunst, der stærkest optog ham, og som Kunstarchæolog stod han ved Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede højere end nogen anden af Tidsalderens Videnskabsmænd. Zoéga var ikke, som saa mange af sine navnkundige samtidige, en stuelærd, der naaede frem til sine lheorier og Idealer væsentlig ad Spekulationens Vej; sine Studier gjorde han paa første Haand og saa fordomsfrit, at Resultaterne overalt bleve fuldt ud hans egne. Inderlig begejstret, som han var, for den græske Plastik, saa han i denne den højeste Skjønhedsaabenbaring, men heraf forlededes han ingenlunde til at billige den ligefremme Efterligning af de gamles »Stil«, Kompositions- maade og Formgivning, der paa hans Tid dyrkedes af saa mangfoldige Kunstnere og lovpristes i saa høje Toner. For Naturstudiets Værd havde han et aabent Øje, og fuldt vel forstod han, at Antikens Betydning for den fremadstræbende Kunstner nærmest maatte være den, at den gav ham ct friere, sundere og finere forstaaende Blik for det skabte i al dets Herlighed og oprindelige Uskyld. Antiken skulde være en manende Vejleder foi de unge, skulde aabne deres Syn og lutre deres Sans, men aldrig blive dem en despotisk Fører, i hvis Spor der skulde trædes med slavisk Nøjagtighed, aldrig en Tyran, der paatvang dem en for den fremskredne lid unaturlig Følelsesart og Opfatning. Kjernesund, rig paa Lærdom, højt udviklet, alvorlig og dog human som Kunstdommer, klar i sin Udtryksmaade hvad Under da, at Zoéga fik en betydelig Indflydelse paa de bedste af de Kunst­ nere, der paa hans Tid levede i Rom, og at han særlig maatte komme at virke klarende og befrugtende paa den unge Dansker, i hvem han sa ^ af ridens rigeste Muligheder, og som selv kom til ham fuld af 1 illid o&