S_Thorvaldsen

55

været udbredt i videre Kredse; i alt Fald er det berettet, at dets »miraku­ løse« Frelse har givet Anledning til »adskillige italienske Sonetter«. Senere har en dansk Digter, H. P. Holst, smukt besunget Katastrofen. Med de ventede Bestillinger til Christiansborg trak det noget i Langdrag, men Kunstneren havde Arbejde nok endda, og en enkelt nogen­ lunde bestemt Opfordring til at udføre et betydeligere Værk til Anbringelse paa dansk Grund kom dog til ham allerede inden Udgangen af 1804. Baron Schubart skrev nemlig til ham, at hans Søster Grevinde Schim- melmann ønskede at skjænke Trolleborg Kirke en Døbefont af hans Arbejde. Ideen tiltalte strax Thorvaldsen, og han gjorde i Begyndelsen af Vinteren Udkast til selve Døbefonten og dens plastiske Udsmykning, men paa Modelleringen blev der dog først senere taget fat. Det laa nærmere for, at faa de Woronzoffske Arbejder fra Haanden, og med Fuldendelsen af disse synes det at være gaaet ret hurtig fremad. Ganymedes blev vel først færdig; den blev den skjønneste af de Enkeltfigurer, der erhvervedes af den russiske Grevinde. Thorvaldsen modellerede senere flere Gange Billeder af den fagre trojanske Yngling, Jupiters Mundskjænk; her er Talen om den slanke, staaende Figur med Kanden i den sænkede højre Haand og Bægeret i den fremstrakte venstre. Statuen er ikke lige god helt igjennem; Hovedet er i sin Totalvirkning noget flegmatisk, hvad vel ikke mindst skyldes den stærkt dominerende Næse, og Lemmerne føres en Smule slapt, men her som i næsten alle Mesterens fritstaaende Skikkelser virkes der bedaarende ved de rene og noble Linier, ved hele Figurens olympisk rolige Plastik. — Bacchus er et af de faa Thorvaldsenske Arbejder, hvori der kan spores Reminiscentser fra Michelangelo, en Plastiker, hvem den rolige nordiske Kunstner jo ellers staar saa fjernt som vel muligt. Ligheden gjør sig da ogsaa kun gjældende i Bevægelsens Hovedtræk. I sin Bacchusfigur har Thorvaldsen for øvrigt holdt sig til den gængse, antike, Opfattelse af Vinguden og skildret denne som den yppig udviklede Ungersvend, hvis Former gjennemgaaende ere mere svulmende end muskel­ stærke, og i hvis Fysiognomi den halvt drømmende Hengivelse i Øjeblikkets Nyden er det fremherskende. Men foruden disse Statuer og et Par andre, der senere skulle om­ tales, frembragte Thorvaldsen i Aaret 1805 endnu et større Arbejde, der i høj Grad bidrog til at fæstne hans Ry, og som i Virkeligheden ogsaa indtager en fremragende Plads i hans samlede Produktion, nemlig Relieffet