S_Thorvaldsen

56

»Briseis’s Bortførelse«. Det er i det foregaaende antydet, at Thorvaldsen kom til Italien saa godt som blottet for boglige Kundskaber, og nogen lærd eller overhovedet meget læsende Kunstner blev han aldrig. Selv de Oldtidsdigtninger, fra hvilke han hentede Flertallet af sine bedste Æmner, har han næppe nogensinde studeret; med fuld Føje er det endogsaa gjort gjældende, at han næppe har haft blot et overfladisk Kjendskab til Homers Odysse. Men aabenbart har han siddet inde med en aldeles eminent Evne til at fange Motiverne, hvor de faldt for paa hans Vej; selv under det flygtigste Møde med en Skikkelse fra de gamle hellenske Sagnkredse har han mægtet at gribe den, leve sig ind i dens Væsen, gjøre den til sin Sjæls Ejendom og gjenfremstille den i den rette Aand. Deraf den vid­ underlige Sikkerhed, hvormed han evner at vise os dem i de vexlende Situationer, at fortælle om deres indbyrdes Forhold, alt i ægte Stil, alt. i Stemning. Han har overfor Tonerne, der klinge ud fra den oldgræske Kunst og Poesi, en saa fint mærkende Sangbund, at et enkelt antikt Fragment, en anakreontisk Strofe, et Par Vers af Iliaden i et Nu kan sætte den i Bevægelse til et Svar, der lærer os mere om Fortidens Aand og Skjønhed, end hele Bibliotheker have kunnet. Herom taler en Figur som Jason, en Gruppe som Amor og Psyche; om det samme vidner, og maaske med endnu større Kraft, Relieffet med Achilles og Briseis. Fra Iliadens første Sang vil man kjende Situationen: Achaiernes Hærdrot Agamemnon sender sine Herolder til Achilles’s Telt, for at de skulle bortføre den unge Helts fagre Elskerinde; Achilles byder sin Ven udlevere Pigen, og »• Patrokles adlød, hvad Vennen befol ham, Førte den væne Briseis af Tjald, og i Budenes Hænder Kvinden han gav; da ginge de hjem til Achaiernes Skibe. Nødig hun vandred med Mændene b o r t ......... Men Achilles gribes af den vældige Harme, hvis Virkning er Udgangs­ punktet for hele det udødelige Epos. Thorvaldsen har taget ganske simpelt paa Sagen, leveret, om man vil, en ligefrem Illustration til det anførte Vers. Helten skal for en Stund dæmpe sin Vrede; hvad der sker, maa ske. Saa har han da ladet sig synke ned paa Stolen og vendt sig bort som for ikke at skue det Syn, der, om han saa’ det, maatte drive ham til at forgribe sig paa de fred- hellige Sendemænd Dette Øjeblik benytter Patroklos til med en mild