S_Thorvaldsen

57

Bevægelse at fremskynde Pigens Bortgang; hun vender Hovedet om ined et sorgfuldt Afskedsblik til Elskeren, medens den ene Herold fører hende bort ved Haanden; den anden skrider allerede rask foran mod Teltets Udgang, men begge Mændene se ængstlige tilbage som i Frygt for, at den harmslagne Helt endnu skal kunne angre sin Eftergivenhed og øve Vold imod dem for at hævde sin Ret. Her er altsaa ikke givet mere, end hvad der oprindelig ligger i den gamle Sangers Kvad — men heller ikke mindre. Her er ingen Stræben efter at lægge til eller udfylde, ingen søgt Dybsindighed; Maalet har blot været at omsætte i anden Form og Ud- tryksmaade, hvad Digteren har givet i Ord: Achilles er vred, Vennen klog og mild, Pigen bedrøvet, Herolderne grebne af »Forvirring og Blu«, Situationen kun, hvad Iliaden giver i jævn og ordknap Skildring. Man har ofte talt om, hvor stærkt Thorvaldsen i sine Værker er karakteriseret netop som dansk Kunstner; ikke overalt har det vist sig lige let at faa sl'aaet fast, hvori det ejendommelig nationale hos Mesteren egentlig gjør sig gjældende. Men ser man paa en Komposition som Briseis’s Bortførelse, vil man maaske til Dels forstaa det. Den samme Naturlighed og Be- herskethed i Følelsen, som giver vor Tids gode danske Genremalerier deres bedste Fortrin, den samme Sky for intetsigende Sentimentalitet, den samme Drift til at gaa lige løs paa det, der er Hovedsagen, uden at virke ved paaklistret Pynt finde vi her som saa ofte hos Thorvaldsen i en alvorlig Fortælling i stor Stil. Stor Stil — det er Heroer, der her ere satte i Bevægelse i en grandios Komposition, ædle Skikkelser, stærke og rene Linier. Det er græske Mænd og en græsk Kvinde, som vi forstaa dem ifølge vort Kjendskab til antik Kunst, men de ere sete med danske Øjne, trofast, sundt, rolig og resigneret. Briseis-Relieffet vandt fuld Anerkjendelse hos alle, der saa det, ikke mindst hos Zoéga; allerede i Foraaret 1805 blev et Exemplar og mod Slutningen af Aaret endnu et andet bestilt i .Marmor, travlheden i Atelieret og Antallet af Medhjælpere voxede stadig; der arbejdedes paa flere af de tidligere omtalte Statuer, saaledes udførtes for Grevinde Woronzoff en Venus med Æblet, halv Legemsstørrelse, og den skjønne Apollostatue, Sangguden, der med Lyren i venstre Haand og Plektret i den højie, som han trykker op mod Brystet, drømmende ser frem for sig, medens I onerne fødes i hans Indre. — Samtidig med, at disse Værker nærmede sig deres Fuldendelse, begyndte Anerkjendelsen fra Hjemmet ret at give sig Udtryk. 8