2værelserStraks

men til deres alderdom at miste de par tusind kroner, det er lykkedes dem at læg­ ge til side af et ofte magert budget. Fordi privatejendommen for middelstands­ manden er et resultat af haardt slid, fordi han i sin alderdom vilde staa ganske hjælpeløs uden den, bliver hans stilling til socialisering af privatejendommen fjendtlig. Han forstaar ikke, at i en socialistisk stat, hvor ingen lider nød, og hvor enhver er sikret (ikke paa samme maade som nu med en kummerlig alderdoms­ understøttelse, men med en pension, som ikke er meget mindre, end det han har tjent i de bedste aar), i en saadan stat har han alt at vinde og kun sine bekym­ ringer at tabe. For s m a a b o r g e r e n maa parcelhuset staa som idealet. — I hans lille individuelle kamp mod samfundet bliver dette hans fæstning, til forsvar for hans børn og en sorgfri alderdom. Han er ikke klar over, at denne fæstning er undermineret af prioriteter, og den dag, det gaar op for ham, at han fak­ tisk kun har byttet husværten med prioritetsejeren, bliver han vild — han bliver et let bytte for nazismen. Men i de fleste tilfælde lever han uforstyrret i illusionen om at »eje« — » l æ n g s e l e n t i l b a g e t i l j o r d e n « maa altsaa forstaas dels som en længsel efter et fast punkt i dette farlige samfund, dels som trangen til at ar­ bejde med noget, som han selv kan bestemme over. Bogholderen i det store firma, som hele dagen er beskæftiget med at ind­ føre i store bøger, hvad de andre har købt og solgt, har ikke den følelse, som arbejderen i en socialistisk stat, at det er hans eget arbejde. Bogholderen trænger til afløb for den smule initiativ, som arbejdet ikke helt har sløvet bort, — derfor vil han grave i haven og bestemme, hvor radiserne skal staa i aar. At faa middelklassen til at forstaa, a t d e n s e g e n t l i g e i n t e r e s s e e r f æ l l e s m e d a r b e j d e r k l a s s e n m o d d e n k a p i t a l , s o m u d ­ n y t t e r d e n , enten som løntager, husejer eller prioritetsbestyrer, er et me­ get vanskeligt arbejde, og det opnaas ikke ved hjælp af den politik, som socialdemokratiet fører. Socialdemokratiets politik gaar nemlig den modsatte vej; man gør ikke smaaborgeren til socialist, man opdrager ham ikke marxi­ stisk, man aktiviserer ham ikke i kampe mod kapitalen, — men man gør arbej­ deren til smaaborger og opnaar derved nok en slags enhedsfront, men en srnaa- borgerlig enhedsfront for det bestaaende samfund — ikke imod. Man tillader en undervisning i skolen, som religiøst og nationalt udklækker smaa individualistiske smaaborgere. Det kan derfor ikke forbavse, at man fra socialdemokratisk side ogsaa har ført en smaaborgerlig politik i boligspørgs- maalet. Og der igennem har man opnaaet at vinde tilhængere blandt middel­ standen, men ikke at skaffe arbejderen bedre boliger. Man har gang paa gang hørt socialdemokratiske folketingsmænd og førere staa op og sige, at det egent­ lige maal maa være at skaffe enhver arbejder sit eget hus. Ved statslaan til par­ celbyggeriet har man vist sin interesse for denne boligform. Ved sidste kom­ munevalg slog socialdemokratiet stærkt paa, hvad kommunen havde gjort for parcelejerne, f. eks.:

17

2

Made with