2værelserStraks

10,000 kr.p som en gammel oberstinde, eller hvad vedkommende nu er, kan leve flot af paa de 50 lejeres bekostning. Nlaar fortjenesten er saa stor paa en ny ejendom, kan man tænke sig, hvad en gammel ejendom kan indbringe. Her er nemlig det beløb, som huset har kostet at opføre, forlængst tilbagebetalt (et almindeligt kreditforeningslaan amor­ tiseres paa 55 aar), og den eneste udgift, værten har, er vedligeholdelsen, der i reglen, hvad husets indre angaar, væltes over paa lejerne. Der maa tilsidst udtrykkelig gøres opmærksom paa, at dette regnestykke er opstillet for at undersøge, hvor stor en del af huslejen i det nuværende sam­ fund, der er dækket af reelt arbejde, og at det altsaa ikke direkte kan bruges til udregning af huslejen i det socialistiske samfund. Bl. a. skulde de arbejdere, der er beskæftiget i byggeindustrien, kunne leve adskilligt bedre end under de nuværende omstændigheder, og der maa regnes en vis procent til opsparing til udvidet produktion. Som vi senere skal se, beregnes huslejen i et socialistisk sam­ fund ikke efter, hvorvidt den enkelte ejendom forrenter sig, men efter lejerens pengepung, idet man gaar ud fra, at det er ethvert menneskes elementære ret at have gode boligforhold. BOL IGNØDENS BEKÆMPELSE I de foregaaende kapitler har vi set, hvorledes boligforholdene er i en ka­ pitalistisk storby som København, og faaet et indblik i, hvorfra denne elendighed stammer. V i vil nu undersøge, hvad der er gjort, og hvad der eventuelt kan gøres, til forbedring af disse tilstande — til bekæmpelse af det, man kalder bolignøden. Problemet er gammelt og stadig aktuelt i alle kapitalistiske lande, og de forsøg, der er gjort paa at løse det, er utallige og af meget forskellig karakter. Der er dannet filantropiske selskaber til bolignødens bekæmpelse, eller koope­ rative selskaber, som søger at løse spørgsmaalet for en bestemt gruppe af befolkningen. Endelig har stat og kommune, saavel konservativ som socialde­ mokratisk, gjort mange forsøg paa at løse boligspørgsmaalet. Alle disse forsøg har trods visse ydre forskelligheder to afgørende ligheder: 1) de er alle mislykkedes, da 2) de forsøger at løse spørgsmaalet indenfor det kapitalistiske samfunds rammer og ved kapitalistiske metoder, d. v. s. at de gør boligspørgsmaalet til et produktionsspørgsmaal, et spørgsmaal om at øge produktionen af boliger af en vis kvalitet. Dette er imidlertid ikke det fundamen­ tale ved bolignøden, idet der, som vi saa i de foregaaende kapitler, i og for sig ikke er mangel paa boliger, men paa en ligelig fordeling af dem. De mere eller mindre ægte filantropiske forsøg paa at afhjælpe bolignøden, hvor det filantropiske væsentlig er begrænset til vedkommende institutions navn, skal jeg ikke komme nærmere ind paa her. Det er indlysende for enhver, 48