2værelserStraks

let om at ophæve modsætningen mellem by og land er et af de vigtig­ ste. Da vi ikke her skal lave noget utopisk system for indretningen af det kommende samfund, vilde det være mere end formaalsløst at gaa nærmere ind herpaa. Saameget er i hvert fald sikkert, at i de store byer findes der allerede nu tilstrækkelige boliger til at afhjælpe enhver virkelig bolignød, hvis de bliver rationelt benyttede. Dette kan natur­ ligvis kun ske ved en ekspropriation af de nuværende besiddere, ved indkvartering i deres huse af de hjemløse og af de arbejdere, som nu bor i overbefolkede boliger.« »Maskingeværet er aitsaa den eneste udvej,« indvender De med et ironisk smil, »kun ved maskingeværet kan boligspørgsmaalet løses?« En endelig løsning af boligspørgsmaalet kan kun ske ved indførelse af socialismen — og denne vil efter al sandsynlighed ske ved en revolution. Den besiddende klasse, som har magten, ogsaa i de vesteuropæiske demokratier, vil i det afgørende øjeblik sikkert ikke frivilligt, eller mod en sæk stemme­ sedler afgive deres magt og ejendom, men selv tvinge proletariatet til at an­ vende voldsommere midler. Det er imidlertid ikke her stedet til at forklare, hvorledes udviklingen gennem proletariatets diktatur til det socialistiske samfund vil forme sig — lad os holde os til boligspørgsmaalet. At den endelige løsning først vil ske ved en socialisering af alle boliger, betyder ikke, at vi i den tid, der vil gaa, inden vi er naaet saa langt, skal lægge hænderne i skødet. Tværtimod, hvis vi lægger hænderne i skødet, vil vi sikkert i k k e naa dertil. For enhver socialist er det indlysende, at boligsagen ikke er nogen isoleret sag, men en sag, der kun kan løses i sammenhæng med en systemændring, og at ethvert arbejde for socialismen derfor er det bedste arbejde ogsaa for »boligsagen«. Men det betyder ikke, at vi skal lade dagskravene ligge. Hvad skal der da gøres? STAT OG KOMMUNE Vi har tidligere vist, at en boligpolitik, som gaar ud paa at producere flere boliger — hvad enten dette sker ved kommunal støtte eller garanti, eller ved statslaan, ved kooperativt byggeri eller boligforeninger — ikke løser problemet for de ubemidlede i samfundet, men kun skaffer flere boliger til middelstanden. Dette kan til en vis grad virke regulerende paa boligernes pris, modvirke aagerspekulationer, men aldrig tvinge prisen ned under fremstillingsomkost­ ningerne plus en »rimelig« profit. Men det er dette, som er nødvendigt for at fremskaffe boliger, som arbejderklassen kan betale. De mange boliger til middelstanden gør aitsaa deres gavn ved at regulere huslejen (se tabellen side 51). Denne politik skulde ikke blive kritiseret, hvis der samtidig blev fremskaffet boliger til arbejderne, men nu er dens katastrofale 76