292563930 efter elena ny vers

81 have kunnet faa det!“ saa skjuler dette Svar en Be- kjendelse, der i mange hundrede Tilfælde i sin nøgne Sandhed ser saaledes ud: „Vi have solgt og pantsat, saalænge der var noget at sælge og pantsætte; derpaa have vi laant, hvor der var noget at laane; saa have vi tigget os lidt til hist og her; naar Husleiegjælden begyndte at blive ge­ nerende, have vi taget vore Pakkenelliker under Ar­ men og ere flyttede om Natten; vi have undladt at betale, hvad der var betroet os og tils id s t................. ....................; vi have kort og godt slaaet os igjennem paa bedste Maade.“ Naar nu Bogbinderens Svar betyder, at han ikke er kommen længere ned ad Bakken, end til at tigge lidt hist og her, og man, paa Grund af Vedtægterne og af Hensyn til Midlerne o. s. v., nødes til at nægte ham en Haandsrækning, for at han kan komme op igjen, kan man ikke undgaa at blive Vidne til, at han langsomt men sikkert glider længere og længere ned, indtil han forsvinder i Afgrunden. "Det kan være svært at tage Bestemmelse om Hjælp eller Afslag; det kan godt have en søvnlos Nat tilfølge, hvad enten man har stemt ja eller nei. Vi kunne ikke længere behandle disse umulige Sager; vi maa befries for dette unaturlige Ansvar! Samfundet maa igjennem Velgjørenheden eller paa anden Maade give den arbeidsvillige Fattige Lejlighed til at tjene Foden. „Umuligt!“ sige nogle, „hvor skulde alt dette Ar- beide komme fra til de daarlige Individer, naar de sunde og stærke ikke have det tilstrækkelige ?“ „Lad os blot ikke opstille nogen ny Konkurrence; det kan være galt nok iforveien!“ sige andre. Hvor usselt alle disse Mennesker, der gaa for Lud og koldt Vand, end leve, saa leve de jo dog paa Sam­ fundets Bekostning, og da vi nodes til at give dem G