591770934

ST. ANDREAS KIRKE 35 de ulige høje Tage. Der er over den en trohjertig Ro og en Stemningens Dybde, som minder om gamle italienske Klostergaarde. Rent og fuldt af Stemning er Indtrykket, naar man træder fra Hoveddøren ind i Kirken. Den synes ikke stor, saa rummelig den ogsaa er. Der er noget helt hjerteligt ved dens Modtagelse. Og denne Grundtone, som Helheden anslaar, findes styrket ved Gennem­ førelsen af Enkelthederne — næsten ingen skinnende Farver, ingen overdaadig Forgyldning. Smedejern med matte Glødelamper, smukt udskaaret Rækværk om Al­ teret og ikke forgyldt Gitter. Kun det prægtige Orgels blanke Piber lyser i sin tredelte Anselighed, saaledes som dets mægtige Toner behersker Rummet. Stilfærdigt, helt hyggeligt virker saa det lave Side­ skib med en næsten hjemlig Beskedenhed. Der er bleven indvendt mod Sideskibet, at det er for mørkt, men man kan jo ogsaa sige, som en Mand sagde til Arkitekt Borch: Gud ske Lov, at der dog er en Kirke, hvor en Synder kan sidde usét i en Krog og græde i Stilhed. Dette var et Udtryk for vox populi! Der er et Par andre, som jeg synes maa med som Udtryk for, hvor­ ledes Martin Borchs Mesterværk kan — for at bruge Biskop Fogs Ord — »med sit Spir vise Hjerter og Tanker opad og kalde paa de mange travle og trætte Mennesker«. Den gamle brave Fru Jutta Boysen skrev paa sin ejendommelige, hjertevarme Maade i et Søn-, dagsblad: