591770934

ST. ANDREAS KIRKE

6o

dem i deres Frelsers Favn, og lige til vi steder Men­ nesket til den sidste Hvile. Ja, mange Mennesker har vi set »komme« og »gaa«; nogle — ja de fleste — gled os hastig forbi; de var kun flygtige Gæster i vor Kirke, men forsvandt atter i den store Mængde; og der er altid en dyb Vemod forbundet med at tænke paa de mange, der nøjedes med at komme i den flygtige Berøring med det hellige. Hvad enten de kun gæstede vor Kirke som Faddere ved en Barnedaab, som Deltagere ved Bryllup og Be­ gravelse eller — naar det kom højt — som Kirke­ gængere paa de store kirkelige Festdage — om de fleste galdt det: de nøjedes med en Stemning, et Ind­ tryk, der hurtig bortvejredes. Men særlig tænker jeg i denne Sammenhæng paa Børnene og de unge. Det har ofte, naar jeg stod ved Døbefonten og døbte Bør­ nene, brændt i min Sjæl og er blevet til en Bøn i mit Hjerte Spørgsmaalet fra Luk. Evg. (i, 66): »hvad skal der mon blive af dette Barn?« Og nu de unge: alle disse Tusinder, som vi Præster har haft til Konfirma­ tionsforberedelse, som vi en Tid lang havde under Paavirkning og haabede at have nogen Indflydelse paa: hvor finder vi dem nu? eller rettere: kan Gud finde dem? Dog alle disse Betragtninger bør jo ikke bruges til at svække Nidkærheden eller Frimodigheden til vort Arbejde. Der var jo da Gud ske Lov ogsaa mange blandt dem, vi fik i Tale, vi kan mindes med Glæde og Tak til Gud for, hvad Han udrettede i og gennem dem. Et Menneskeliv er saa kort; det er saa underligt,