FørJegBlevLøjtnant

1 0 9

Dengang fandt man, at meget af, hvad der blev sagt i Stænderne, var altfor nærgaa- ende, og de gamle Parykker vare i højeste Grad indignerede over de mange frisindede Udtalelser og Forslag. Læser man derimod nu i en Stændertidende, synes man, at Tonen er til Latterlighed spagfærdig. Men saadan gaar det. Om hundrede Aar eller før, vil man le sig fordærvet over alt vort nuværende Kine­ seri — forudsat man ler. Da jeg spurgte min franske Lærer, Pro­ fessor Abrahams, om hvad Stænderne vilde gøre, hvis deres Raad ikke fulgtes, svarede han: «Første Gang vil man finde sig deri, maaske ogsaa anden Gang, men tredje.» — «Ja, hvad ville saa Stænderne gøre, Hr. Pro­ fessor?» — «Det er et Spørgsmaal, men det vil jeg lade Stænderne om,» og lige klog var jeg. Imidlertid har man dog allerede dengang tænkt sig noget, der lignede ikke at ville taale alt. Den Interesse for Statsstyrelsen, der begyndte at gjøre sig gældende, bidrog ikke lidt lil at sætte Liv i de sociale Forhold og navnlig til at bringe et nyt Moment ind i den selskabelige Konversation, der hidtil saa godt som udeluk