FørJegBlevLøjtnant

I IO

kende havde drejet sig om Teatret. Thi, det være sig Dag, det være sig Nat, det være unge, det være gamle, det være Folk, der havde Kunstsans, det være Dummerhoveder med ikke Spor af Begreb om Skuespilkunstens virkelige Natur, saa gik, om je g saa maa sige, Sludderen ustandselig om Teatret, og uden dette — vi havde kun ét — vilde Konversa­ tionen have været paa Randen af Fallit. For nylig har en yngre Forfatter, saa ud­ førlig levendegjort dem, som dengang forher­ ligede det Kongelige Teater, at der næppe kan være mere at sige desangaaende. Og dog krible mine Fingre efter at skrive lidt om dette vort Afgudstempel, til hvilket vi alle svore, og som, idet mindste for mig, var den eneste For­ bindelse med et højere Aandsliv, ukendt som jeg var med al Slags Literatur og Poesi. Det gamle Teater staar derfor i min Erindring med en saadan Nimbus, at je g , om ikke af anden Grund, saa af Taknemmelighed, maa af med et Par Smaabemærkninger, af hvilke dog flere angaa en noget senere Tid. Operaen stod ikke højt i Cours, efter at Cetti var bleven for gammel, og «Robert af