FørJegBlevLøjtnant

H 3

dem og snittet dem Karakteren hel og holden ud af Livet. A t hans Datter iøvrigt ogsaa kunde spille baade fint og godt, er intet Under; Æblet falder jo, o. s. v. — Da jeg saa’ L ind g ren , begyndte han at blive gammel, men ikke desto mindre staar hans Jeppe og hans Arv lyslevende for mig, og hans Spil stod saa højt, at Professor Phister har sagt mig, at i flere Roller havde han aldrig naaet Lindgren; og hvad kunde Phister ikke naa? — I hvor mange Roller glimrede ikke Carl Winsløv, men aldrig mere, end da han fejrede sin sidste Triumf og spillede Kongen den ene Gang, Ludvig den ilt e gik. Forestillingen var gruopvækkende, og ved Tæppets Fald efter femte Akt, sad hele det fyldte Hus som lyn- slaaet, fastnaglet til Bænken uden at sige et Ord. Gennemisnet og fuld af Rædsel over det Billede, Winsløv havde malet af den frygtelige Konge, kunde ingen rejse sig eller tænke paa at gaa, da der rned ét, som om en elektrisk Gnist havde antændt de lamslaaede Livsaander, udbrød et tusendstemmigt, stormende Bifalds- raab. Og det galdt Winsløv og kun ham. 8