FørJegBlevLøjtnant

I 2 0

Dig.» — «Ja det kan gerne være; men saa har han til Gengæld gjort Dig meget mindre gul end Du er.» — «Tak for den.» — «Ja, selv tak,» og saa vendte de sig saa gesvindt om, at de nær havde traadt mig paa Tæerne. Hurtigt gjorde jeg ret for den mindste, der venlig sagde: «Det gik ikke iaftes.» — «Hvil­ ket Hr. Etatsraad?» — «Aah, den dumme Synaal vilde jo ikke svømme oven paa,» og dermed forsvandt de i den næste Sal. Det var to Mænd, som selv en Søkadet havde L ov at kende. Den ene havde i sine og til gjorde, og hvis Nytte Bissen ikke var. uvillig til at anerkende, forudsat det ikke gik paa Sandhedens Bekostning. Stundom maatte Bissen dog selv, hvor nødigt han end vilde, lyve lidt. Da han havde fuldført Caroline Amalies Buste i Ler og givet den fire Rynker, saaledes som Faktura udviste, havde den yngste Hofdame aldrig set, at Enke-Dronningen havde flere end tre, den ældste ikke flere end to, og Overhofmesterinden var vis paa, at var der én, var der ikke flere. Da Bissen derpaa fremstillede Busten for hendes Majestæt med den ene frelste Rynke, sagde Dronningen paa sin elsk­ værdige, ligefremme Maade: