FørJegBlevLøjtnant

139 gik altid godt, da Skoene og det raslende Gehæng duperede, og man selvfølgelig ikke kunde se hinanden. — Havde jeg som sagt tabt Slaget ombord 1835 , fordi jeg ikke gad lære nogle Ramser, de fleste kunde have magtet i en halv Snes Timer, gik det ganske anderledes galt næste Foraar, da jeg uden at kunne et Muk frem­ stillede mig til Officers-Examen tillands. Havde ikke Chefen været min Ven og mine Søture gode, var der næppe bleven noget af at tage Examen om ad Aare. Paa en Maade havde jeg dog været flittig. Da der om Aftenen ikke var Ro til at læse paa Underofficers-Kamrene, stod jeg op Klokken to om Natten og traskede hen i det Brunske Palæ paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens Tvergade*) til Alexander Brun, den nuværende Hotjægermester, der skulde til Forst-Examen. Efter at have faaet ham ud af Fjerene, satte vi os til Bogen. Det var Michelsens tykke Artillerilære, jeg maatte sluge; men Gud be­ vare mig vel, hvor var den forfærdelig; skulde

*) Det nuværende Palæ Moltke.