FørJegBlevLøjtnant

148

en sidste Anstrængelse hæver han sig og griber efter Solen, som han har lige i Øjnene. Men hans Tid var omme. Blytung synker han tilbunds, imens en Sky gaar forbi Solen. Og da er Baaden ikke tyve Alen fra ham. Lige saa ihærdigt Folkene havde roet, lige saa lamslaaede sade de nu ved Aarerne. Det var dog kun et Øjeblik. A lle som én sprang op, de vilde ud efter den forulykkede, og det var ikke let at holde dem tilbage. Den Dag blev der ikke talt. Ingen kunde faa Øjnene fra den vaade Grav. Selv Søvnen bragte ikke R o — Dødskampen gentog sig i Drømme. —

0