FørJegBlevLøjtnant

i 5 8

rende ins blaue hinein, da je g , som om man havde givet mig én paa Hovedet, kom plat ned paa Jorden ved Wulffs: «Hvad Satan staar han dér og gaber efter?» Weyse, hvis Spil sluttede hendøende, blev halv forskrækket, de andre lo, jeg vaagnede, og det endte med, at Wulfif under Selskabets Bifald bød mig komme tilbage, naar jeg var færdig oppe paa Salene. — I April 1837 bestod jeg endelig Officers- Examen tillands, men kun lige netop. Da Wulff havde oplæst alles Karakterer, viste han mig den Artighed endnu engang at nævne, hvor meget, eller rettere, hvor lidt, jeg havde faaet, idet han spurgte, om jeg forstod ham. I halvfemte Aar var jeg Præliminarist og i halv ottende Kadet, et akademisk Liv paa tolv Aar, af hvilke lidt over to paa Søen. Men hvad havde jeg lært? Med Undtagelse af Sømandsskab, Navigation og Gymnastik intet, trods de mere end tusend Timers Undervisning i hvert Fag. Jeg skal blot nævne Tegning og Dans. Med Blyant havde jeg kopieret Preislers Fi­ gurer, Raphaels Madonnaer med Sortkridt og