FørJegBlevLøjtnant

1 5 9

Claude Lorrain med Tusk. Men tegne et Glas eller en Klods efter Virkeligheden, .nej, det kunde jeg ikke, i det mindste havde je g ikke lært det. Og Dans! Hvormange Gange har jeg ikke halvsyv om Morgenen, ligesom alle de andre næsten i Søvne staaet klasket op til Muren og gjort Battements efter Hr. Hegelunds Violin, der hvinede og i den tidlige Morgenstund skar i Underlivet. Og hvad har jeg ikke døjet for at lære den klassiske Dans, som flere af Ka­ detterne kunde bedre end mange af Corps de Ballet, men som for mig var en Umulighed. Vor Lærer, Hr. Larscher, var fortvivlet og sagde, at der aldrig blev noget af mig, uagtet han rigtignok havde hørt, at jeg slog an paa Ballerne. A t han kun vidste det af Hørensagen kom af, at han ikke lærte os noget som helst af Selskabsdans. Han sigtede højere. Men havde jeg ikke lært Dans, endnu mindre havde jeg lært Dansk. Efter Examen var der Ferie i to Dage, paa hvilke hele Akademiet blev vasket, skuret, pudset og poleret til den Fest, som hvert Aar