FørJegBlevLøjtnant

IO

Saa langt, men heller ikke længere, mag­ tede han Vognstyret. Da Hestene hørte ham snorke, sloge de over fra 'Luntetrav til Skridt­ gang, og for Selskabs Skyld sov jeg med. Ved Aunsløv standsede Dyrene. Bom­ manden havde lukket Bommen og vi vaagnede først, efter at en Lanterne var stukken os i Næsen med det berettigede Udbrud: «Hvad Satan 1 sover I, Karle!» Med en drøj Ed kastede Adam sig lialv- vaagen helt over i det højre Hjørne af A ge­ stolen og slog sit ene Frakkeskøde tilside, for med den venstre Haand at hale en Firskilling op af Buxelommen-, men da det var mere, end han formaaede, stak Bommanden sin egen store Næve ned i Dybet og frelste sine Bompenge. Nu blev der lukket op , og det gik atter hen ad Landevejen, som det bedst kunde. Heldigvis kendte Hestene Vejen og drejede ved Ullerslev ganske rigtig af tilvenstre. Men Heste ere kun Heste, og bums! der laa hele Historien i Grøften, hvor vi bleve liggende til nogle hjemvendende Husmænd hjalp os paa ret Køl.