FørJegBlevLøjtnant

8

1

et Par Dage stode Mosens mange Høstakke fixe og færdige til Indkørsel. Dejligt Vejr og bedaarende Høduft satte os i et paradisisk Velbefindende. Hvad kan ogsaa for Børn sammenlignes med at sidde oven paa et Hølæs og i Galop fare hen over en gyngende Mosebund? Bedre Himmerig her paa Jorden kender næppe noget Barn. Men denne Herrefærd varede ikke evig, og Brakmarkernes Pløjning kunde ikke hamle op med Høhøsten. Da jeg et Par Dage efter kom ud paa Mosen, hvor Storkene med af- maalte Skridt toge for sig af Retterne, og Hø­ stakkene vare borte, savnede jeg det høje, bøl­ gende Græs, og de stive kort afmejede Stubbe stak mig i Øjnene. Som om det havde været igaar, husker jeg, hvor nedslaaet, for ikke at sige vemodig, jeg blev ved Synet af denne faldne Storhed, der var som fejet bort. Det var min første Fornemmelse af Forgængelig­ heden, — men Manden med Leen havde jo ogsaa været der. Livet paa selve Gaarden havde lidt efter pdt skiftet Karakter. Den tæt sluttede Kreds i Dagligstuen var for længe siden sprængt;