FørJegBlevLøjtnant

2 3

sammen til min store Forskrækkelse, var fore­ løbig Enden paa Legen. Hvad Opsigelsen angik, blev den uden videre Følger for Fremtiden, da vor rolige Husfrue formente, at det neppe blev bedre ved at skifte, og med Undtagelse af, at flere bare tydelige Straffemærker, faldt Sagen bort. Men det var ikke hin Aftens sidste Til­ dragelse, og det fik jeg bekende. Hr. Jensen, med hvem jeg delte Sove­ kammer, gik altid sent i Seng, og jeg vidste derfor ikke, at han om Aftenen efter at have lagt sig øvede sin Fremtidsgerning og sang Salmer. Den Aften kryber han samtidig med mig i Køjen, strækker sig selvbehagelig paa Ryggen, folder Hænderne og synger af fuld Hals. Ulykkelige jeg, som tror at der skal være Sang over det hele, kiler ogsaa paa og synger rask væk: «Kong Christian stod ved». Læn­ gere kom jeg ikke, et vældigt Klask suser mig om Øret og i halv Salmetakt reciterer den vordende Degn: «Fy! F y ! stygge, stygge Dreng!» under Accompagnement af Adams op ad Gaarden langsomt rullende Vogn.