FørJegBlevLøjtnant

3i som i den ældre med Erindringen, gled jeg hurtig over til at tro, at det bedste havde vi tilgode. Og det slog til. Vor utrættelige Husjomfru, punktlig som et Uhr, rejste sig efter at have vasket The- tøjet af, og paa Signal fra Sofaen aabnede hun med Salvelse Døren til Spisestuen. Havde Dagligstuen skuffet mig, fik jeg Op­ rejsning i Spisestuen. Aldrig havde jeg set noget lignende. Der var Guld og Sølv, der var Gulerødder og Hvideroer, der var Rosiner og Mandler, ja! der var Figner, og helt op under Loftet glimrede det vældige Juletræ fuldt • af tændte Voxlys — Himlens lyseste Sale kunde ikke være dejligere. Maalløs og som fastnaglet til Stedet mag­ tede jeg ikke at komme over Dørtærskelen. Havde Josephine ikke dunket mig i Ryggen, stod jeg der vist endnu. Hjærtet bankede, Trøjen spændte, og mindst af alt kunde jeg spise. Men Begejstring er kun Øjeblikkets Barn. Hurtig blev jeg normal, navnlig med Hensyn til at kunne sætte tillivs, hvad jeg gjorde saa gojdt, at jeg fik en æventyrlig Nat.