FørJegBlevLøjtnant

5 5

gerede i Mezzaninen. Man bød os paa det mest venlige at sidde ned, og gjorde mange Undskyldninger, naar det blev plat paa Gulvet, fordi Stolen — ganske af en Fejltagelse — var forsvunden. Efter at der var spurgt om, hvorledes man befandt sig, og om der nylig var vanket lidt Patte, blev der serveret. Sans phrase var Ménuen: Musiken: Duet med Variationer paa «Av! — A v !», besørgede to aftampede Kadetter under kyndige Underofficerers Ledelse. Oven paa Sviren maatte det være behage­ ligt at faa frisk Luft. Værterne toge derfor Gæsterne i Benene og hængte dem ud af Vinduerne med Hovederne ned efter, uden at Traktementet kom op igen. Det mest for­ underlige for mig var imidlertid, at jeg slap baade for det ene og det andet og kun var Tilskuer. Ved Lejlighed blev det saa min Tur, men anderledes. Da vi en Formiddag kom ned fra I Grøn Sæbe, Tran, Skosværte.