FørJegBlevLøjtnant

67

ligesom jeg var Præliminarist, allerede havde sin i Orden. Dette halv anden Alen brede og to en kvart Alen høje Sovegemak agter ude mellem de to Brødkamre havde en Luge oppe i Dækket, hvorfra en Trappe førte ned til en Kahyt med Sovelukaf paa hver Side, det ene til Domme­ ren*), det andet til næstkommanderende. At faa et saadant Logis var Frølichs og mit sta­ dige Ønske. — «Ønsk bare,» sagde Engelen, «saa faar I det.» — «Ja,» hviskede Djævlen med et fælt Grin, «men først, naar I ikke bryder jer om det mere,« og begge Deres Højærværdigheder fik Ret. Lige tredive Aar efter havde vi det, Frølich som Dommer, jeg som næstkommanderende. En skingrende Piben og det vældige Brøl: «Alle Mand op til at lette — hver Sjæl og Kæft!» gav et Sæt i den rødhaarede, og i en Haandevending vare vi paa Dækket. Hvorhen skulde de mange Mennesker, Ma­ troser og Kadetter, der mylrede op fra Ban- jerne og Kadetmessen? Hvad var der at løbe

*) En Kaptejn, der bedømmer Kadetterne. 5*