FørJegBlevLøjtnant

8 3

Nu, da vi vare paa den slagne Rute og efterhaanden opsejlede alle Skibene, som skulde Sundet ind , varskoede Udkigsmændene stadig for Sejlere ret forind, hvad der havde tilfølge, at den vagthavende Officer kommanderede: «Luf lidt», «Retsaa», «Til Kurs igen.» Lystrede Rorgængeren ikke hurtig nok den første Ordre, kunde det hænde sig, at den i forbedret Ud­ gave kom til at hedde: «Luf — til Helvede!» Havde vi en enkelt modgaaende Sejler, blev der mere Staahej, og uagtet det er over 58 Aar siden, ser jeg tydelig for mig det store Barkskib, der under Pres af Sejl krydsede ud efter, og som vi lige slap agten om, uden at der blev noget tilovers. Sligt pirrer og glem­ mes ikke. Paa en Prik husker je g , hvor jeg stod, altsammen i Bælgmørke, som det var. Ved Daggry fik vi Sjælland i Sigte. Da Solen kom frem og med sine Straaler forgyldte Kronborg, tog vistnok selv den haardeste ikke fejl af denne Morgenhilsen, der havde noget at gøre med Vorherre og meget med Mo’er og alle de andre derhjemme. Tidlig paa Dagvagten ankrede Korvetten 6 *