FørJegBlevLøjtnant

8 4

paa Helsingørs Red, og det kan nok være, at jeg sov oven paa den Svir. Efter Klokken otte at have vexlet Salut med Kronborg, som det sig hør og bør, gjorde Vagtskibschefen Visit og senere Kaptejn Snee­ dorff, Søn af Admiralen. I sin armerede Krag- jolle var det hans Gerning som Øresunds Told ­ inspektør at gaa ombord i Skibene og tage Skøn over Ladningerne med Hensyn til Sund­ tolden. Paa Sneedorff skulde alle Kadetterne hilse ved Faldrebet, som paa enhver Officer, der gik iland eller kom ombord. Men for Sneedorff behøvedes ingen Ordre; hans Navn var nok, og lagde han paa Siden, vare alle paa Pletten. Men kom han op og stod i det over Dækket to Alen høje Faldreb, og udtalte sit: «Velkom­ men, mine Herrer,» paa den ham ejendomme­ lige Maade, ja! saa stod han dér, sin Faders Søn, som en ægte Viking. I det venlige Nik, han sendte ned til os, laa der noget, som om han vilde sige: «Hvor det er velsignet at se Eder, kære unge Venner, Il min Faders Stolt­ hed — hold fast ved Mindet om ham og ved det, han vilde.»