FørJegBlevLøjtnant

85

Der var en Livsglæde og et ægte Sø­ mandsvæsen i denne smukke Mands Optræden, som kun forundes faa, men som indtager alle — og Kommandør Sneedorfif var alles Ynd­ ling, lige til han for nylig døde næsten 90 Aar gammel. — Nu lakkede Turen ad Enden. St. Hans­ dag kom vi iland paa Københavns Toldbod og mødte, til stor Forbavselse for Slægt og Venner, med Basunenglekinder og Spidsmave. Det er svært, hvor man faar travlt efter en saadan Sørejse; først med Selverkendelsen af, at man er bleven en allerhelvedes Karl, og dernæst med at tilfredsstille de Savn og den Længsel, man har havt ombord. Nummer ét, at fraadse i Jordbær med Fløde, og Nummer to, at komme ud paa Dyrehavsbakken, Datidens Tivoli. Uagtet jeg ikke skulde med paa den næste Tur fire Dage efter, mødte jeg dog paa Told ­ boden for at sige farvel og nyde de andres Misundelse over, at jeg skulde blive iland. Das Seeleben ist ein herrliches Leben — aber am Lande, sagde den tyske Matros, og jeg — ja, je g kilede op til Jordbær-Andersen.