ChristianWinther_I

— 85 — Min gode, kjære Veninde!

Det gjør mig ondt, at jeg skriftligt maa sige Dem Farvel og ikke mundtligt, som jeg saa gjærne havde villet; men næsten kan jeg sige: „Naar skeer Hvad jeg gjærne vilde?“ Dog heri maa jeg finde mig som i Saameget; havde jeg kuns Kurage nok hertil; men ofte mangler det mig, naar jeg behøvede det. Inderligt være De og den gode Professor Rahbek takket for de Timer, jeg har nydt hos Dem; jeg erindrer dem med et rørt Hjærte, glæder mig ved dem og ønskede saa gjærne, at Skæbnen ikke havde været mig imod ogsaa heri; thi jeg havde betænkt ret ofte at komme til Dem; men, da jeg nogenledes kunde vandre, var Vejen ufremkom­ melig, og siden har jeg været og er ret daarlig. Jeg har imidlertid tabt Meget ved at maatte undvære de Menneskers Selskab, som jeg sætter saamegen Pris paa; for Dem er det tværtimod en Vinding; thi jeg føler godt — og sandelig uden Miøseri1) — at mit Sel­ skab er ganske uden Interesse, da jeg virkelig er syg, baade paa Sjæl og Legeme. At Deres Godhed for mig og — tør jeg sige det? — Deres Venskab alene lod mig ønske, at jeg kom til Dem, veed jeg og skjønner saa meget mere derpaa. Forund mig fremdeles Deres ven­ skabelige Godhed, og vær vis paa, at De derved ikke bidrager Lidet til min Tilfredshed. En Glæde kunde De give mig, og som vilde overbevise mig om, at De holder lidt af mig: Vil De sige D u til mig, og tillader De, at jeg gjør det Samme [overfor Dem]? Vær nu ikke vred herfor, gode Fru Rahbek! Ofte har jeg villet a) Bakkehusudtryk for Affektation.