ChristianWinther_I

— 1 0 4 — gjerning; Fremtiden vil vise, til hvilken Grad han fuld­ førte den. Den Fryd, han følte ved at kunne skrive Vers, har han skildret paa følgende Maade:1) Ret aldrig kan jeg glemme den allerførste Gang, da jeg min egen Stemme fik høre, at den sang; mit Øje stod i Lue, et Blus var paa min Kind,

min Aande som en Due fløj ængstligt ud og ind. Der lød mig som en Dundren hen over Himlens Blaa; der blev en saadan Undren i hver min Tankes Vraa; der brændte saadan Længsel, saa luehed en Tørst, der blev en Spørgen, Trængsel: Hvad griber jeg nu først? Det var, som Vinger hæved mig op fra Jordens Skjød; igjennem Sjælen bæved en Strøm af Vellyst sød; det var ret som mit Øje blev mere skarpt og klart; det Dybe og det Høje mig syntes aabenbar’t. Mig smiled Jord og Himmel, mig vinked Busk og Træér; den hulde Blomstervrimmel den blev mig nok saa kjær; Solen var mere gylden, og Himlen mere blaa, og dobbelt rig var Fylden af Nattens Stjærner smaa.

J) Sml. Digtn. III, S. 284.