ChristianWinther_I

— 160 — skuffende nok ud. De Tre foredrog fra dette hellige Sted en Trio. Ved saadanne Forestillinger var Chr. Winther flere Gange agerende i den blochske Kreds i Roskilde, og her næredes stadigt hans Følelser for Antonie. I 1820 skriver han to Digte til hende. Det ene „O, var jeg !“ 1) er bekjendt nok, skjøndt det er temmelig flovt og dets Tema lige fra den græske Oldtid til senere hen er vari­ eret indtil Trivialitet. Det ender med de sørgelige Ord: Og, skjøndt Du har til Død mig saaret, er jeg Dig mindre end Din Hund. Chr. Winther satte selv Melodi til det og sang det ofte. — Det andet lyder saaledes:2) Jeg glemme D ig i Hvorhen sig Øjet vender,

jeg skuer svage Glimt af Dine Ynder: Din purpurrøde Kind, naar Dag begynder, Dit Afskedsblik, naar Solens Afsked brænder. Som Lilien er Din Barm, de hvide Hænder,3) og Maanen mig Dit Øje fromt forkynder; men Intet lignes kan i Nord og Sønder, ak, ved Dit Hjærte, naar man ret det kjender. Jeg glemme D ig\ Nej, altfor dybt jeg foler i Barmen end den Brand, som Intet køler, skjøndt Du saa grusomt med min Smerte leger; som en Magnet jeg mod min Stjærne peger. Du straaler højt, jeg sunken er i Støvet: Du er den røde Frugt, og jeg er — Løvet.

h Sml. Digtn. I, S. 73. 2) Sammesteds. S. 83. At dette Digt ogsaa er skrevet til hende, fremgaaér af Chr. Winthers eget Exem- plar af „Digte gamle og nye“, hvor han har angivet bægge de to Digte som skrevne i 1820 paa Regensens 2den Gang; han offentlig­ gjorde det i Liunges „Juletræet“ 1821. Af Familiemeddelelser vecd jeg, at det første er skrevet til hende. 3) Se Side 126.