ChristianWinther_I

— 173 — Træ, om hvilket man samledes, det, som Chr. Winther senere i Tiden besang i følgende Digt:

O, Lindetræ med ranke Krop, med kongelige Krone, Du skal os ved Din grønne Top med Skovens Savn forsone. Du har nu seet saamangen Slægt omkring Din Stamme vandre — ej mægted Aldrens tunge Vægt Din Ungdom at forandre. Lær os at gjemme, hvis Du kan, som Du, et frejdigt Hjærte, — da kan vi vandre vidt om Land og le ad Savn og Smerte. Lad Verden kun gaa op og ned, lad Skæbnens Strømme hruse — her i Dit Læ er lystig Fred ' og trofast Sind tilhuse. Du breder grøn Din Vinge ud hvert Foraar og hver Sommer — vor Stamme først faaer nye Skud, naar Efterhøsten kommer. Fidel er Du, som alle Vi; Regensen er vor Moder! Dit Sind er sundt, Din Tanke fri, og hver Student Din Broder. Tavs og forsigtig stod Du smukt med grønne Fjer i Hatten, naar tidt Studenter gik i Bugt, hver til sin Gang om Natten. Dit Øjelaag Du tidt opslog i Morgenlampens Lue og gav Studenten ved hans Bog en Hilsen i hans Stue.