ChristianWinther_I

— 3 8 — vække paa en unaturlig Maade højere Ideer, Begejstring eller Sligt i min unge Sjæl. Der stod en Stjærne paa Himmelen — den Stjærne glemmer jeg aldrig. Lidt efter lidt kom Solen frem, og det Skuespil, som saa- mange tusende Poeter forgjæves have søgt at beskrive, oprulledes for mit barnlige Øje. Naar jeg siden har seet omtrent det Samme, mindedes jeg altid dette Syn, og det blev altid ufordunklet. “ Her havde hans Moder givet ham Naturdaaben. Da han nærmede sig de Tres, sang han i „Hjor­ tens Flugt“: Den korte, lyse Majnat

over Skovens dunkle Træer var draget hen saa sagte, og i dæmrende Skjær end tindred Morgenstjærnen, mens højt i Luften hang den usynlige Lærke som en Klokke og klang. I Skoven var der stille, kun, som i Børneleg, den fjærne Kukker lokkede for Solen, som steg; men lidt efter lidt kom der flere Stemmer til,

og Dagmoer blev hilset med det fulde Orgelspil. I saadanne Vers gjenspejler sig Erindringen fra hin Sommermorgen. Sit tidligste Barndomsliv troer jeg, han skildrer i følgende Linier af „En Novelle“ :

Jeg saae.m ig selv, en lille Dreng, der leged paa den bløde Eng; men jeg var ganske ene der ,