ChristianWinther_I

— 3 9 —

og Intet fandt jeg, fjærnt og nær, der fyldte heelt min Sjæls Begjær. Jeg kyssed Rosens røde Blad, med Hunden delte jeg min Mad, og Lærken spurgte jeg saa tidt, hvorfor dog altid højt og frit den sang, men aldrig til mig kom og sagde Hvad den kvidred om. Men, da jeg Sommerfuglen saae med Vinger røde, gule, blaa, hentumle blødt i lune Luft, berust af alle Blomsters Duft, og, da den hvilte paa min Arm, da blev min Kind saa luevarm, da syntes mig, at det var den, til hvem min Længsel stunded hen. Et sagte Suk kun Vinden drog, da fløj den bort, og Vingen slog saa højt i Sommersolens Guld; mig Barmen blev saa vemodsfuld; min Haand imod min første Brud med bitter Taare strakte ud.

Drengen røbede i en meget ung Alder sin poetiske Sans. Færdedes han ude i Naturen, kunde han „blive som fortryllet“, naar han saae en ung Bondepige, som kom gaaende og paa Hovedet bar sin Spandmed de blanke Messingbaand om, eller saae en Kostaa iKlø­ ver til Knæet. Han kom da med Udtalelser, der kunde røbe den tilkommende Digter af Træsnittene. Men saa- dan Tale holdt Faderen ikke af; han ønskede, at Søn­ nen kun skulde tænke paa nyttige Ting, og han kaldte ham en doven Dreng;1) Moderen derimod forstod ham godt. Der fortælles, at en Flok Bier en Dag i Pindars !) Meddelt mig af Fru Professorinde A. M. Hammerich til Ise- linge, hvis Moder, der var i Præsten Winthers Hus, har fortalt hende det.